Jagten på mineraler gået i gang

For 20. gang er mineraljagten 'Ujarassiorit' gået i gang med en præmiepulje på i alt 120.000 kroner.

Foto: Jørgen Chemnitz

Den landsdækkende mineraljagt for amatørgeologer er skudt i gang. I alt 120.000 skattefrie kroner er på spil, for de bedste fund. Hovedpræmien er på 55.000 kroner.

- På posthusene ligger der forsendelsesmateriale samt en formular som skal udfyldes med navn, adresse med videre. Der vil også være et kort, hvor fundstedet skal markeres på. Her kan du også få bogen 'Mineral-guide - Prospektering for amatører' gratis i juli. Forsendelsen er gratis, skriver Råstofdirektoratet i en pressemeddelelse, og fortsætter:

- Der kan kun indsendes prøver fra Grønland og kun prøver med nøjagtigt angivet fundsted kan præmieres senest den 1. oktober 2010. Der bør kun være én stenprøve af knytnævestørrelse per prøvekasse, og prøven skal helst være indsamlet fra fast fjeld. Indsendte prøver returneres ikke.

Råstofdirektoratet gør opmærksom på, at kun amatørgeologer med folkeregisteradresse i Grønland kan deltage i mineraljagten 'Ujarassiorit'.

Powered by Labrador CMS