Jagten på flyselskaberne er gået ind
Kalaallit Airports deltager i konferencer og møder med flyselskaber, der er interesseret i at bruge de nye lufthavne.
Om godt to år er det store lufthavnsbyggeri i Nuuk færdig, og året efter er også udbygningen af lufthavnen i Ilulissat færdig, skriver avisen Sermitsiaq.
– Til den tid bliver det nemmere at flyve fra Nordamerika og Europa til de grønlandske turistdestinationer. Og Air Greenland får konkurrence til stregen, så rejserne bliver også billigere, spår Jens R. Lauridsen, direktør i Kalaallit Airports Holding A/S (Kair).
Direktør i Air Greenland Jacob Nitter Sørensen sagde i sidste uge til Sermitsiaq, at Air Greenland arbejder på at skabe samarbejder med andre flyselskaber til de nye ruter fra storbyer i Nordamerika og Europa til Grønland, ligesom Atlantic Airways på Færøerne har gjort.
– Lufthavne er ikke en attraktion i sig selv. Lufthavnene bliver bygget for at bruges, så ved siden af selve byggeprojekterne, arbejder Kair også på at skaffe nye kunder til lufthavnene i Ilulissat og Nuuk.
– Det er en af forudsætningerne for hele projektet, at kagen skal gøres større – altså at der skal mange flere starter og landinger til. Og det gerne med turister fra hele verden. Det er det mål, som turistbranchen arbejder ud fra – og baggrunden for, at vi i øjeblikket ser flere og flere hotelværelser i Nuuk og Ilulissat, siger Jens Lauridsen til Sermitsiaq.
Læs hele artiklen i ugens Sermitsiaq, som du kan hente og købe herunder: