Nye jobmuligheder

Iværksætteri er stadig en fremmed fugl i Grønland

Samfundet går glip af et stort potentiale indenfor iværksætteri. Det viser en ny analyse, som Nordisk Ministerråd har bestilt.

Høj ledighed blandt unge, mange med lavt uddannelsesniveau og en stor fraflytning. Det er nogle af de problemer, som landet kæmper med.

Samtidig er de traditionelle erhverv pressede og mineeventyret er indtil videre udeblevet. En af måderne at skabe udvikling og arbejdspladser er etableringen af små nye virksomheder.

Mangler i undervisningen
Men netop her kniber det. Det viser en rapport som Fonden for Entreprenørskab har udarbejdet i samarbejde med Nordisk Ministerråd.

LÆS: Modig iværksætter vil producere økologisk tang

Rapporten viser, at iværksætteri i det store og hele mangler på skoleskemaet. GUX i Nuuk er ifølge rapporten den eneste uddannelsesinstitution, der har en strategi for iværksætteri.

- Den største udfordring er, at der ikke hidtil har eksisteret en fælles strategi og satsning på området, som både uddannelser, erhvervsliv og offentlige myndigheder har støttet op om, skriver Christian Vintergaard, direktør for Fonden for Entreprenørskab i en pressemeddelelse.

Stort potentiale
Den manglende uddannelse indenfor iværksætteri betyder også, at kun ganske få virksomheder startes af studerende, konkluderer rapportens forfattere.

LÆS: Har du en iværksætter i maven? Så kig forbi Nuuk Center

- Det er tydeligt, at der er et stort potentiale, og med relativt få midler kan man integrere entreprenørskab i undervisningen og støtte opstart af studerendes iværksættervirksomheder, fastslår Christian Vingaard.

Rapporten anbefaler, at læreren får efteruddannelse indenfor iværksætteri, da erfaringer fra andre lande viser, at der kommer gang i nye virksomheder, hvis de unge møder det allerede i uddannelsen.

LÆS: Iværksætter efterlyser eksportstrategi

- På den måde kan man skabe nye arbejdspladser, som vil få en positiv indvirkning på væksten, mener Christian Vingaard.

Han efterlyser samtidig en samlet strategi for at fremme iværksætteri i Grønland.

Rapporten kortlægger udbredelsen af entreprenørskabsundervisning på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser på syv udvalgte øer i Norden. De syv øer er Andøy (Norge), Pargas (Finland), Bornholm (Danmark), Gotland (Sverige), Færøerne, Grønland og Island.

Powered by Labrador CMS