Gå til hovedindhold

Iværksættere fik aftaler med hjem

Mentoraftaler og nye partnerskaber er resultatet af to dages konference med fokus på grønlandske iværksættere.

- Det har været to spændende dage, hvor jeg virkelig har lært meget. Det fortæller tegneren og grafikeren Maria Kreutzmann efter iværksætterkonferencen Nukiga Erhvervsdage i Aarhus.

- Jeg har fået en mentor, som jeg skal holde møde med, inden jeg vender tilbage til Grønland. Så jeg synes, at det er fantastisk, at vi på den måde kan samarbejde tværs over Nordatlanten.

Grafikeren Maria Kreutzmann fra Nuuk vender hjem fra iværksætterkonference med en mentor.
Jesper Hansen

Netop samarbejde var et tilbagevendende tema på konferencen. Både fra indlægsholderne og fra gulvet blev det igen og igen fremhævet, at man som iværksætter skal turde give lidt af sig selv til andre i samme situation – lige som investorer og erhvervsråd skal samarbejde for at hjælpe iværksætterne bedst muligt.

Det budskab har direktør Juliane Henningsen fra Arctic Circle Business taget til sig:

Juliane Henningsen etablerer et samarbejde med færøske kolleger om en crowdfundings-platform til iværksætterne i Qeqqata Kommunia.
Jesper Hansen

- Jeg tager hjem til Sisimiut med en konkret aftale med Íverksetarahúsid i Klaksvig om, at vi kan bruge deres platform til crowdfunding-projekter. Vi skal også samarbejde med færingerne om kompetenceudvikling, og så vil vi fortsætte samarbejdet med Nukiga om at etablere et virtuelt væksthus og et fablab (et laboratorium til produktudvikling, red.), afslører Juliane Henningsen.

Anne Nivika Grødem fra fødevareklyngen kommer hjem med nye medlemmer til fødevareklyngen Nerisa i Nuuk.
Jesper Hansen

- Jeg har fået et stort netværk. Jeg er kommet i kontakt med flere samarbejdspartnere til fødevareklyngen Nerisa i Nuuk – og jeg har også fået kontakt til flere, der ønsker at bruge vores nye Foodlab i Nuuk, fortæller Anne Nivika Grødem, projektleder i fødevareklyngen Nerisa under Sermersooq Business Council.

Fantastisk oplevelse

Manden bag konferencen, direktør i Nukiga Morten Larsen, sammenfatter de to dages konference:

- Det har været fantastisk at opleve, hvordan snakken er gået og alle har fået et større netværk. Det giver ny viden og også konkrete afsætningsmuligheder for iværksætterne. Vi har fået bevist, at iværksætterne er et vigtigt bidrag til at fremme FNs verdensmål nr. 17, der netop handler om at etablere partnerskaber på tværs af kulturer og landegrænser, siger Morten Larsen til Sermitsiaq.AG.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER