Ittoqqortoormiit skal have moskusslagteri

Naleraqs medlem af Inatsisartut Mette Arqe-Hammeken vil vide, hvad der skal ske med indhandlingsstedet i Ittoqqortoormiit, som ikke har været benyttet i mange år.

I et paragraf 37 spørgsmål efterlyser Mette Arqe-Hammeken (N) information om, hvad planerne er for indhandlingsstedet i Ittoqqortoormiit.

Hun vil også vide, hvem der har ansvaret for stedet, og hvorvidt der er planer om at kvalificere medarbejdere til at arbejde der, i så fald det skal åbnes igen.

I svaret oplyser Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, Kalistat Lund, at det er Royal Greenland der ejer bygning, og at de har lånt den ud til Sermersooq Business, som dermed har ansvaret for bygningen.

Kommunen oplyser videre, at bygningen er indrettet til slagteri, og at der i forbindelse med ombygningen blev lavet en projektbeskrivelse på at få færdiggjort eventuelle mangler og få igangsat en egentlig indhandling af moskusokser i starten af 2020.

Forsinket på grund af corona

Projektet er dog ikke kommet på benene endnu, da det ”blev bremset af corona” lyder det.

Kommunen forventer at arbejdet genoptages med færdiggørelsen i efteråret 2021.

- I den forbindelse vil der blive fokuseret på kompetenceudvikling lokalt blandt andet gennem hygiejne- og primærproducentkurser.

Kommunen håber, at der på sigt vil kunne findes en privat aktør, der ønsker at drive projektet videre. Anlægget har tidligere været annonceret dog uden held, oplyser kommunen.

Mulighed for indhandling af sælskind

Mette Arqe-Hammeken oplyser til Sermitsiaq.AG, at der siden 2019 har været mulighed for indhandling af sælskind i byen. Indhandlingen foregår via private og er meget ustabil, fordi den stopper, når de benyttede private kummefrysere er fyldt op.

Det skete allerede i vinter, så nu venter man på årets første skib.

- Der kommer kun to skibe om året, hvoraf det første som regel kommer i august, og kun der kan fangerne sælge skind, oplyser Mette Arge-Hammeken.

Netop derfor mener inatsisartutpolitikeren, det er vigtigt, at indhandlingsstedet åbner igen, for at skabe flere muligheder for fangerne i byen.

Powered by Labrador CMS