Italien koldere end Grønland

Mens kulden trækker helt ned til Middelhavet, er vejret lunt i Grønland.

Det fryser kun tre grader i Nuuk, mens det vil fryse helt ned til ti grader i Verona. Foto: Leiff Josefsen.

I nat bliver det koldere i Verona end i Nuuk, skriver politiken.dk.

Mens kulden trækker helt ned til Middelhavet, er vejret lunt i Grønland.

- Italien har haft frost i nat, og også Spanien har det koldt. Varmen er skubbet helt ned mod Tyrkiet, Israel og Nordafrika. Og så er der den krølle på det hele, at det kun fryser med tre grader i Nuuk på Grønland. Det er ret usædvanligt, siger vagthavende meteorolog ved DMI, Michael Skelbæk.

Den sibiriske kulde ligger ifølge Michael Skelbæk hårdt over Rusland, mens også Nord-, Øst- og Mellemeuropa har det koldt.

Kulden har ifølge nyhedsbureauet AP dræbt 29 i Polen.

I nat vil det fryse ned til minus 10 grader i Norditaliens Verona, mens grønlandske Nuuk bare får mellem syv og otte graders nattefrost, spår DMI.

Og Danmark har for bare ottende gang siden år 1900 mulighed for at få en DMI-certificeret hvid jul.

Samtidig er det meste af USA's østkyst dækket af sne, efter hvad CNN beskriver som en monster-snestorm, der i weekenden har været skyld i mindst fire dødsfald.

Snestormen sammenlignes med en storm, der under navnet Knickerbocker ramte USA i januar 1922.

Philadelphia kunne efter weekendens snestorm notere det næststørste snefald nogensinde med et snedække på 59 centimeter, og også New York filk sin del med medfølgende trafikkaos.

Washington fik mere sne end nogensinde før på en enkelt decemberdag - 46 centimeter, hvilket er tæt på en fordobling af den gamle rekord.

Powered by Labrador CMS