Gå til hovedindhold

Islands statsminister mødes alligevel med USA's vicepræsident

USA's vicepræsident, Mike Pence skal drøfte kinesisk og russisk indflydelse med Islands statsminister, Katrín Jakobsdóttir.

Først så det ikke ud til, at Islands statsminister, Katrín Jakobsdóttir kunne finde tid til at mødes med USA's vicepræsident Mike Pence, mens denne besøger Island. Men nu mødes de alligevel i aften islandsk tid på kystvagtens område nær Keflavík Lufthavn. Det skriver det islandske public service medie, RUV.

Som vi tidligere har fortalt, så så det oprindeligt ud til, at statsministeren ikke kunne finde tid til, at mødes med vicepræsidenten. Årsagen var, at hun havde givet tilsagn om at tale ved de nordiske fagforeningers konference i Sverige. Og den aftale agtede hun ikke at aflyse, fordi den amerikanske vicepræsident kom på besøg.

Villig til at forlænge sit besøg

Den beslutning skabte røre, også internationalt. Ikke mindst fordi den tidsmæssigt faldt sammen med præsident Trumps aflysning af besøget i Danmark.

LÆS OGSÅ: Islands statsminister giver US-vicepræsident den kolde skulder

Men tilsyneladende var det vigtigt for USA at få et møde med statsministeren i stand. Ifølge RUV mødtes USA's ambassadør i Island med Katrín Jakobsdóttir for at sikre at et møde mellem de to kunne blive til noget. Dette skulle blandt andet have omfattet muligheden for at Mike Pence forlænger sit planlagte besøg.

Rusland og Kina

Udover Katrín Jakobsdóttir skal Mike Pence blandt andet også møde Islands præsident, Guðni Th. Jóhannesson og udenrigsminister, Gudlaugur Thór Thórdarson

Et af de vigtige temaer under Mike Pences besøg ventes at være en drøftelse af russsiske og kinesiske bestræbelser på at øge deres indflydelse i Arktis.  

Katrín Jakobsdóttir har til RUV fortalt, at det aldrig har handlet om, at hun forsøgte at undgå et møde med Mike Pence.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER