Skattesag

Islands nye statsminister er taget i ed

Island har fået ny statsminister, efter Gunnlaugsson formelt er trådt tilbage i kølvandet på Panama-afsløring

Islands nye statsminister, Sigurdur Ingi Johannsson
Islands nye statsminister, Sigurdur Ingi Johannsson, er torsdag aften taget i ed, skriver nyhedsbureauet AFP.

Den 53-årige Johannsson, der hidtil har været fiskeri- og landbrugsminister, kommer fra samme parti som sin forgænger, Sigmundur David Gunnlaugsson, nemlig Framsóknarflokkurin (Fremskridtspartiet, red.).

Læs: Island udnævner ny statsminister efter skatteskandale

Afskedsbegæring
Kort forinden trådte Gunnlaugsson formelt tilbage som Islands statsminister efter at have indleveret sin afskedsbegæring til landets præsident, Ólafur Ragnar Grímsson.

Gunnlaugsson og hans regering var torsdag i statsråd hos Grímsson.

Pres
Den fratrådte statsminister har været under massivt pres, siden sagen om de såkaldte Panama-papirer eksploderede i internationale medier.

Her fremgik det, at Gunnlaugsson og hans kone har ejet et skuffeselskab i et skattely. Selskabet havde store millionkrav mod de islandske banker, der kollapsede under finanskrisen.

Gunnlaugsson afviser, at han har gjort noget forkert.

Nyvalg
Onsdag aften var der ifølge flere islandske og internationale medier opnået enighed om, at den borgerlige koalitionsregering ville fortsætte, men med en ny statsminister.

Venstrefløjen og tusinder af demonstranter, der er gået på gaden i hovedstaden Reykjavik, kræver nyvalg.

Island skal efter planen holde valg til Altinget i efteråret, skriver AFP.

Læs: Islands nye statsminister lover nyvalg til efteråret

/ritzau/NTB

Powered by Labrador CMS