Iskoldt begær

Rekordforsøg: Vindsurferen John Petersen krydsede Godthåbfjorden med sit bræt og sejl tirsdag den 3. marts, hvor temperaturen lå under minus 15 grader.

John Petersen under rekord-forsøget tirsdag den 3. marts. Foto: Leiff Josefsen

Det er endnu ikke bekræftet om den 50-årige John Petersen har lavet en rekord i sejlads med vindsurfer i kulde.

– Vi har ellers søgt på internettet, men kunne ikke finde noget om nogen har sejlet med vindsurfer i kulde, siger John Petersen til Sermitsiaq.gl.

Han krydsede Godthåbsfjorden med sin vindsurfer tirsdag og sejlede også tilbage til Kolonihavnen, hvor hele turen startede. Og mon ikke flere tænker; Godt det ikke er mig der skal i vandet i den kulde.

– Det var faktisk ikke så galt, siger John Petersen, der lavede rekordforsøget for at markere, at det er 30 år siden han begyndte at sejle med vindsurfer.

– Jeg havde en tørdragt på, der faktisk bliver varmere, når man kommer i vandet. Det var dog koldt for ansigtet og hænderne. Jeg havde ellers handsker på, men jeg var nødt til at bruge handsker der er lidt åbne for at kunne holde fast. Begge pegefingre blev følelsesløse på et tidspunkt. Derfor måtte jeg en tur i vandet og blev faktisk lidt varmere af at komme i vandet, siger John Petersen.

Hele turen varede lidt over en halv time og det er endnu ikke bekræftet om der er tale om rekord.

– Hvis jeg ikke har slået rekorden, så vil jeg lave et nyt forsøg, når det bliver koldere, siger John Petersen.

Du kan se billederne fra rekordforsøget her.

Powered by Labrador CMS