Nu skal isbjørne optælles i Østgrønland

Efter et årelangt forarbejde har Grønlands Naturinstitut startet en omfattende flytælling af isbjørne i Østgrønland. Resultaterne vil blandt andet øge grundlaget for at forstå effekter af klimaændringer.

Optællingen er blevet forsinket med to år på grund af covid-19.

Grønlands Naturinstitut har taget hul på en historisk begivenhed.

Det er nemlig første gang, at der foretages en isbjørneoptælling i Østgrønland. En tælling, som startede 22. marts, oplyser instituttet i en pressemeddelelse.

Isbjørnen tælles fra fly i et område fra cirka 64° N i Sydøstgrønland til Peary Land i den nordligste del af Grønland. Det er den mest omfattende flytælling, som naturinstituttet kender til.

- Grønlands Naturinstitut har planlagt og forberedt tællingen i årevis. Alle detaljer i flytællingen er nøje planlagt med hjælp fra internationale eksperter, siger Fernando Ugarte, der er afdelingschef for Pattedyr og Fugle.

Årelangt forarbejde

Han oplyser, at Grønlands Naturinstitut startede i vinteren 2014-2015 med en interviewundersøgelse, hvor fangere blandt andet er blevet bedt om at udpege de bedste områder og tidspunkter for en undersøgelse af isbjørne.

Siden dengang har instituttet brugt seks feltsæsoner til at sætte satellitsendere på isbjørne med henblik på at få et billede af deres udbredelse og bevægelsesmønstre i det enorme undersøgelsesområde.

Sydøstgrønland blev dækket i 2015, 2016 og 2017, mens Nordøstgrønland blev dækket i 2018, 2019 og 2022.

- Vi blev forsinket to år på grund af covid-19, så de sidste isbjørne blev mærket med halsbånd i 2022 i stedet for i 2020, forklarer afdelingschefen.

Dag efter dag

Observatørerne kommer fra Grønland, Danmark, USA, Norge og Canada - og alle har erfaring med flytællinger og isbjørne. Observatørerne inkluderer fangere fra Tasiilaq, Kulusuk og Ittoqqortoormiit, oplyser Grønlands Naturinstitut.

Tællingen kræver, at der flyves dag efter dag i flere uger, så for at undgå at trætte observatørerne deles tællingerne mellem tre hold af erfarne observatører.

Resultaterne af tællingen vil danne grundlag for rådgivningen om bæredygtig fangst og planlægning af eventuelle menneskelige aktiviteter og vil øge grundlaget for at forstå effekter af klimaændringer.

Tællingen finansieres hovedsageligt af Miljøstyrelsen under Miljøministeriet samt de olieselskaber, som engang havde licenser til olieefterforskning i Nordøstgrønland.

Powered by Labrador CMS