Gå til hovedindhold

Isbjørn dræber mand på Svalbard

Journalist bekræfter, at mand, der blev angrebet af isbjørn, lå i et af teltene på campingplads.

En mand er fredag morgen blevet slået ihjel af en isbjørn i Longyearbyen på Svalbard i Norge, rapporterer mediet NRK.

Angrebet skete på en campingplads i udkanten af byen. NRK's journalist i Longyearbyen bekræfter, at den angrebne mand lå i et af teltene.

Yderligere seks personer, der var på stedet, er blevet ført til hospitalet. De er ikke kommet til skade, men tilses af læger og sygeplejersker og et lokalt kriseteam.

Den omkomne boede på campingpladsen sammen med andre turister. Han blev erklæret død ved ankomsten til hospitalet.

Kender endnu ikke nationalitet

- Vi arbejder med at identificere den omkomne. Hans nationalitet kender vi ikke, siger en talsmand for den norske ø til avisen VG.

Det er heller ikke klarlagt, om der er en relation mellem de seks, som er ført til hospitalet, og den afdøde.

Politiet fik meldingen om angrebet klokken 3.50 fredag morgen.

- En person på campingpladsen var skadet efter at være angrebet af en isbjørn, siger den administrative viceleder på Svalbard, Sølvi Elvedahl.

- Vi fik også besked om, at der var blevet skudt mod isbjørnen, men vi vidste ikke på det tidspunkt, hvor bjørnen var, føjer hun til.

Det er fortsat uklart, hvem der skød.

Femte dræbte siden 1971

En politipatrulje blev sendt afsted. De fandt isbjørnen død på parkeringspladsen ved byens lufthavn.

Campingpladsen var fredag formiddag mennesketom, men der står stadig telte på pladsen.

Den daglige leder af campingpladsen, Michelle van Dijk, fortæller NRK, at nogle af de folk, som boede på pladsen, var erfarne turguider

I den seneste tid har der bevæget sig flere isbjørne rundt nær bebyggede områder rundt om i Longyearbyen.

Det er den femte person, som er dræbt af en isbjørn på Svalbard siden 1971. Sidst det skete var i 2011, da en 17-årig dreng blev slået ihjel af en isbjørn.

 

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER