pilluarit

Inunnguaq Olsen fik bronze

Bronze er det næstbedste, der kan fås ved svendeprøver. Inunnguaq Olsen gennemførte sin praktiske prøve med høj feber

Inunnguaq Olsen

Nu er Inunnguaq Olsen, 26, fasttømret som tømrersvend med svendebrev og betegnelsen 'bronze', tildelt ved en afslutningshøjtidlighed på Tech College i Aalborg fredag.

Ved sådanne bedømmelser indenfor svendeprøver er 'skalaen' oppefra. Svendebrev med betegnelsen sølv, betegnelsen bronze og så kommer betegnelsen ros og svendebrev.

Alle 48 på holdet, Inunnuaq var en del af, bestod, og med det bedste gennemsnit i de sidste 25 år på Tech College i Aalborg. 10 af dem kvalificerede sig endda til medaljer oveni, syv fik bronze og tre fik sølv.

Gennemførte trods heftig influenza
Inunnguaq fik et fornemt 12-tal i AutoCadtegning og Projektering, et 10-tal i udførelsen af svendestykket, og et gennemsnit på 11 står der på svendeprøvebeviset.

Noget, der ikke står på svendebrevet, er, at Inunnguaq var stærkt angrebet af influenza i de tre dage, hvor den 37 timer lange praktiske del foregår. Han havde feber, rystede, så alle var mildt sagt bekymrede på hans vegne. Han klarede den alligevel og manglede kun at montere seks belægningsbrædder på den 'halvvalm', holdet skulle lave, da tiden udløb.

Inunnguaq har gået på ASK i Nuuk indtil 10. klasse og GU i Nuuk, som han måtte droppe sent i 3.g grundet private årsager. Så blev han tømrerlærling hos tømrermester Svend Erik Holst, Nuuk, og grundet familieforhold har Inunnguaq fået dispensation fra reglerne til at gennemføre tømreruddannelsen på Tech College i Aalborg og ikke på Bygge- og anlægsskolen i Sisimiut.

Ingeniørstudiet venter
Den fire årige uddannelsesforløb starter med et 20 ugers grundforløb, fem skoleophold af seks ugers varighed og slutte med to måneder inden svendeprøve.

Inunnguaq har sikret sig en stilling hos Svend Erik Holst, og hans fremtidsplaner er senere at læse videre til enten arktisk ingeniør, arkitekt eller bygningskonstruktør. Som Inunnguaq selv sagde efter højtidligheden i fredag:

- Min barnedrøm er gået i opfyldelse. Jeg er blevet tømrer, nu gælder det, Gaden, Jomfru Anne Gade i Aalborg!

Inunnguaq er barnebarn til afdøde Moses Olsen.

Powered by Labrador CMS