Markant politiker er ikke på Siumuts kandidatliste

I den nu afsluttede valgperiode har Siumuts Najaaraq Møller været meget markant og trukket et stort læs for partiets gruppe i Inatsisartut. Men hun er ikke at finde på Siumuts kandidatliste. Sermitsiaq erfarer, at det skyldes, at hun ikke har bekræftet sit kandidatur med personlig underskrift.

Najaaraq Møller (S) har trukket et stort læs for partiet Siumut. Sermitsiaq erfarer at hun, midt i travlheden, har glemt at skrive under på sin kandidatur.
Offentliggjort

Efter Siumut valgte at komme i koalition med Inuit Ataqatigiit, er Najaaraq Møller trådt til som suppleant i forbindelse med frafald hos medlemmer af Siumuts Inatsisartutgruppe.

Da koalitionen valgte at lave rokade i Naalakkersuisut under efterårssamlingen 2023, blev hun fast medlem af Inatsisartut.

Najaaraq Møller har ikke spildt tiden i Inatsisartut, hun har arbejdet flittigt i og udenfor mødesalen og benyttet hver mulighed for at markere sig, specielt i forhold til uddannelse og kultur, derudover har hun også stillet en lang række spørgsmål til Naalakkersuisut.

Sermitsiaq erfarer, at det var hensigten, at hun skulle stille op, så det er bemærkelsesværdigt, at hun ikke er til at finde på Siumuts kandidatliste.

Vi har været i kontakt med Najaaraq Møller og spurgt til, hvorfor hun ikke stiller op alligevel. Najaaraq Møller vil dog ikke svare på vores spørgsmål på nuværende tidspunkt.

Siumut: fra 53 til 51 kandidater

Men det vil hendes formand i Siumut til gengæld:

- Vi har haft stor glæde af Najaaraq Møllers engagement og arbejde for partiet igennem Inatsisartut. Så jeg skal ærligt indrømme, at det vil være et stort tab, hvis hun og de øvrige kandidater, der ikke er på den midlertidige liste, ikke får lov til at stille op.

- Vi har i Siumut oplevet flere tekniske problemer i forbindelse med aflevering af Siumuts kandidatliste.  Vi arbejder på højt tryk for at komme med vores anmodninger til valgnævnet inden klagefristen fredag kl. 09:00 i håb om, at vores anmodninger vil blive behandlet positivt. 

Men det at glemme at skrive under, er det et teknisk problem?

- Nej, det er en opgave, som det enkelte selv skal sørge for er i orden forud for at partiet afleverer sin kandidatliste, men vi gør vores til, at alle tre kandidater kan komme på den officielle kandidatliste, siger formanden for Siumut, Erik Jensen til Sermitsiaq.

Nu er det altså op til Valgnævnet at afgøre, om Najaaraq Møller og de to øvrige kandidater for Siumut kan få lov at komme på stemmesedlen.

Powered by Labrador CMS