Interview: Fra hashdom til stjernehæder

Karrieren var stillet ind på regler, lovgivning og blå blik, men det satte en hashdom brat en stopper for. I dag er Klaus Geisler en af Grønlands dygtigste skuespiller og har aldrig været gladere.

Klaus Geisler er en af de fem skuespillere fra Skuespillerskolens første generation, der var færdige i 2014.

Klaus Geislers instruktør ringer, da han står med sin ekskones lille søn på armen.

- Klaus – Sidder du ned? Du er nomineret til en Reumert, fortæller instruktøren.

Det er tydeligt på instruktøren af teaterstykket Angutivik, Hanne Trap Friis, at det er noget virkeligt stort, men det kan Klaus ikke lige tage sig af. Han er lige opslugt af den lille dreng, han holder, men han vil heller ikke indrømme, at han faktisk ikke aner, hvad en Reumert er.

- Fedt, men jeg kan ikke lige snakke lige nu, siger han.

Alvoren går op for Klaus

Da journalisterne fra de store danske dagblade dagen efter begynder at ringe ham op, går det først for alvor op for ham, at det vist nok er noget ret stort – den der Romert (som han fejlagtigt kalder Danmarks største teaterpris, som er opkaldt efter skuespilleren Poul Reumert).

Hanne Trap Friis bliver ved med at sige til Klaus, at han skal huske at skrive en takketale, og han lover, at det skal han nok, men får det aldrig gjort. Han regner bestemt ikke med, at han vil blive den første grønlandske skuespiller til at hjemtage den ærefulde pris. Men da han pludselig står på scenen med statuetten for prisen som bedste mandlige emsemblerolle i hånden, så må han improvisere på livet løs.

- Mange tak for den her Romert, siger han.

Forårs-turné

Klaus Geisler er en af de fem skuespillere fra Skuespillerskolens første generation, der var færdige i 2014. Stykket Angutivik, som han modtog en Reumert for, skal på turné i Grønland og Danmark her fra foråret.

Læs hele portrættet af Klaus Geisler i det nye nummer af Arnanut, som du kan købe herunder:

Powered by Labrador CMS