International sport: Oversigt over aflysninger
Fodboldkampe, Formel 1 og meget andet aflyses eller afvikles uden tilskuere i ind- og udland. Få overblikket her
Frygten for spredning af coronavirus fører til aflysninger og udsættelser af sportsbegivenheder på stribe.
Herunder er udvalgte konsekvenser som følge af coronavirus:
Fodbold:
* Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) meddeler 13. marts, at alle kampe i Champions League og Europa League i den kommende uge er udsat på ubestemt tid. Tidligere var enkelte kampe blevet udsat, mens andre skulle spilles uden tilskuere.
*Uefa har indkaldt alle 55 medlemslande til et videomøde tirsdag 17. marts omkring den øjeblikkelige spredning af coronavirus og dens betydning for Champions League, Europa League og sommerens EM.
* Alle fodboldkampe i Superligaen, 1. og 2. division er aflyst i de kommende to uger.
* Spillerne fra flere superligaklubber er sendt hjem og skal selvtræne.
* Herrelandsholdets kampe 27. marts mod Færøerne i Herning og 31. marts mod England på Wembley bliver formentlig aflyst, lød meldingen torsdag fra Dansk Boldspil-Union (DBU).
* I England har tilskuere indtil videre adgang, men weekendens Premier League-kamp mellem Brighton og Arsenal bliver udsat, efter at Arsenal-træner Mikel Arteta er testet positiv for coronavirus.
* Desuden er hele Chelseas trup og trænerstab sendt i karantæne, efter at Chelsea-spilleren Callum Hudson-Odoi er testet positiv for coronavirus. Chelsea står til at møde Aston Villa i weekenden.
* De kommende to spillerunder i den bedste spanske fodboldrækker er udsat. Pokalfinalen mellem Real Sociedad og Athletic Bilbao er udsat på ubestemt tid.
* I Italien er alle kampe suspenderet til 3. april.
* I Tyskland spilles alle bundesligakampene i weekendens runde uden fans på lægterne.
* I Frankrig spilles alle kampe i de kommende to uger som udgangspunkt uden tilskuere, men ifølge tv-stationen RMC Sport bliver alle kampe i den kommende weekend suspenderet. Pokalfinalen 4. april mellem PSG og Lyon er udsat.
* Ligaerne i Holland, Portugal, Belgien og Schweiz er indtil videre suspenderet, mens ligaerne i Grækenland og Rusland spilles uden tilskuere.
* Den bedste amerikanske fodboldrække, Major League Soccer (MLS), har aflyst alle kampe i 30 dage.
* EM-playoffkampe mellem Slovakiet og Irland samt Norge og Serbien 26. marts spilles uden tilskuere.
* Asiatiske VM-kvalifikationskampe programsat i marts og juni udsættes.
Håndbold:
* Alle danske håndboldkampe på elite- og breddeniveau er aflyst de kommende to uger. Det gælder også Danmarks to bedste rækker på herre- og damesiden.
* Dansk Håndbold Forbund (DHF) opfordrer desuden klubberne til at indstille træningen.
* Kvindelandsholdets to testkampe mod Brasilien 28. og 29. marts er blevet aflyst.
* Det afgørende finalestævne i pokalturneringen, Final 4, er flyttet fra marts til maj.
Formel 1:
* Sæsonens første Formel 1-grandprix i Melbourne, der skulle have været kørt i weekenden, er aflyst.
* Det Kinesiske Grand Prix i Shanghai 19. april er aflyst. Bahrains Grand Prix 22. marts køres uden tilskuere.
Ishockey:
* Det bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL, bliver suspenderet på ubestemt tid.
* Slutspillet i Metal Ligaen bliver aflyst, og sæsonen slutter med øjeblikkelig virkning efter grundspillet.
* Heller ikke ligaerne i Norge, Tyskland og Østrig bliver færdigspillet, og der spilles for tomme haller i andre ligaer.
* Kvindernes A-VM fra 31. marts til 10. april i Canada er aflyst. Også seks VM-turneringer på lavere niveau i marts og april er aflyst.
Tennis:
* Alle professionelle tennisturneringer for herrer er aflyst i de kommende seks uger. I forvejen var den store amerikanske turnering Indian Wells aflyst.
* Desuden er en række turneringer på Challenger Touren aflyst eller udsat.
* Hos kvinderne er Fed Cup Finals, der skulle være spillet i april, udsat. Det samme er Miami Open og Charleston Open samt to WTA-turneringer i Mexico og Colombia.
Curling:
* Curling-VM for kvinder, der skulle være begyndt lørdag, aflyses, to dage før det skulle være begyndt.
Basketball:
* Den bedste nordamerikanske basketball-liga, NBA, suspenderer fra torsdag sæsonen, efter at en spiller fra Utah Jazz er testet positiv for coronavirus.
* De danske ligaer for både herrer og damer bliver sat på pause frem til 29. marts.
Golf:
* PGA Tour aflyser alle golfturneringer frem til april. Det betyder, at den igangværende turnering, The Players Championship, samt yderligere tre turneringer i USA bliver aflyst.
* LPGA-turneringen Blue Bay 5.-8. marts i kinesiske Hainan blev aflyst. European Tour-turneringen Kenya Open fra 12.-15. marts aflyses også. I februar blev Volvo China Open aflyst.
Svømning:
* Dansk svømning lukker ned i to uger og aflyser blandt andet Danish Open, der er et OL-kvalifikationsstævne.
Atletik:
* Indendørs-VM i kinesiske Nanjing 13.-15. marts udsættes til 2021.
* Maratonløb i Paris 5. april flyttes til 18. oktober, mens halvmaraton i den franske hovedstad rykkes til 6. september. Maratonløb i Barcelona flyttes fra 15. marts til 25. oktober. Maratonløb i Rom 29. marts aflyses.
Skisport:
* Den alpine World Cup-sæsonfinale i norditalienske Cortina d'Ampezzo 18.-22. marts er aflyst. Det samme er weekendens to løb i slovenske Kranjska Gora. Dermed er sæsonen slut og nordmanden Aleksander Aamodt Kilde vinder den samlede World Cup. Også kvindernes World Cup er afsluttet før tid.
Cykling:
* To etaper af UAE Tour i slutningen af februar blev aflyst.
* De italienske World Tour-løb Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Milano-Sanremo i er aflyst. Der ledes efter mulige nye datoer.
Badminton:
* German Open 3.-8. marts blev aflyst.
* China Masters, der skulle være spillet i slutningen af februar, blev aflyst.
* De asiatiske mesterskaber ultimo april flyttes fra Kina til Filippinerne.
Speedskating:
* VM på kortbane i Seoul i Sydkorea 13.-15. marts udsættes.
Roning:
* Flere World Cup- og OL-kvalifikationsstævner aflyses.
Bordtennis:
* World Tour-turneringen Japan Open i april aflyses og håbes gennemført senere i 2020.
* VM i Sydkorea udsættes til juni.
Rugby:
* Flere landskampe verden over aflyses.
Gymnastik:
* The Gymnastics World Cup i Qatar planlagt til 18. til 21. marts afvikles uden tilskuere.
Taekwondo:
* Europæisk OL-kvalifikationsstævne 17.-19. marts flyttes fra Milano til Moskva.
Kilder: Reuters, AFP, dpa, Ritzau, TT, BBC.