Gå til hovedindhold

Instagram vil stoppe mobbere

På Instagram vil man fremover få en advarsel, hvis man er i gang med at skrive noget krænkende til en anden.

Instagram vil indføre nye funktioner, der skal forhindre mobning på det sociale medie.

Det skriver Instagrams chef, Adam Mosseri, i en pressemeddelelse.

- Det er vores ansvar at skabe en sikkert miljø på Instagram, skriver Mosseri.

- Det har været en vigtig prioritet for os i et stykke tid, og vi bliver ved med at investere i at kunne tackle og forstå problemet endnu bedre.

En af løsningerne bliver en advarsel, der vil dukke op på skærmen, hvis en bruger er i gang med at skrive noget krænkende til en anden bruger.

- Det vil give brugerne mulighed for at reflektere over deres kommentar og eventuelt fjerne den, og så undgår vi, at modtageren får en sårende besked, siger Mosseri.

Instagram-chefen tilføjer, at flere af selskabets test viser, at funktionen får nogle til ikke at sende beskeden. 

En anden funktion skal hjælpe til med at stoppe spredningen af sårende kommentarer på en brugers feed. 

Funktionen med tilnavnet "restrict" vil give ejeren af feedet adgang til kun at gøre opslag fra en krænkende person synlige for personen selv. 

Hvis man bruger funktionen "restrict" på en krænkende bruger, vil den bruger ikke kunne se, hvornår man er online på Instagram.

- Vi har hørt fra unge, at de er modvillige til at blokere, rapportere eller ikke længere følge en krænkende bruger, da de frygter at møde personen i virkeligheden, siger Mosseri.

Instagram har siden 2012 været ejet af Facebook, der også har indført flere nye funktioner mod krænkende kommentarer på sociale medier, herunder hadtale.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER