INI undskylder bommert

Menneskelig fejl var skyld i, at breve med navngivne personers restgæld og restancer røg ud til beboere i Saattut. INI beklager og siger undskyld.

INI A/S begik bommert i Saattut./INI A/S Saattuni kukkusimavoq.

Det er faldet beboerne i bygden Saattut for brystet, at boligselskabet INI A/S har offentliggjort restancer og restgæld for bygdens borgere. I middagsradioavisen lød der en skarp kritik af INI fra kommunalbestyrelsesmedlem Apollo Mathiassen.

- I brevet kan man kan se alle lån, restgæld og restancer vedrørende enkeltpersoner. At de har delt papirer indeholdende private sager ud til alle personer i Saattut, synes jeg mildest talt er under al kritik, siger Apollo Mathiassen til KNR og fortsatte:

- Det er utilgiveligt også fordi man allerede er udstillet.

Boligselskabet erkender fejlen og forstår også godt forargelsen. INI bebuder nu, at alle vil modtage en skriftlig undskyldning.

– Alle berørte husejere vil få en skriftlig undskyldning for det skete og boligstøtteafdelingen beklager dybt at denne utilgivelige fejl er sket. Vi forstår godt at husejerne siger at det er en utilgivelig fejltagelse og forstår reaktionen fuldt ud, fremgår det af en pressemeddelelse fra INI A/S.

Heri lyder forklaringen, at der i år er sendt en skrivelse ud til alle husejere om at de i løbet af juni/juli vil blive besøgt og tilbudt rådgivning og vejledning vedr. deres boligstøttehus. Men da dette brev blev sendt fra fra hovedafdelingen i Sisimiut til INI i Uummannaq sidste weekend, skete der en stor menneskelig fejltagelse. Der var nemlig vedlagt en liste, som udover navn og B-nr. på husejer også indeholdt oplysninger om restgæld og evt. restancer på boligstøttelånene.

– Enhver kunne sige sig selv, at restgæld og restancer selvfølgelig skulle have været fjernet og at B-nr.-listen kun var til intern brug og hjælp, når bygdekontorerne skulle dele brevene ud, skriver afdelingschef Birte Kielsen i pressemeddelelsen fra INI.

Imidlertid røg både liste og brev ud til bygde-kontorerne. Ifølge afdelingschefen har alle bygdekontorerne, bortset fra det i Saattut, reageret på det fremsendte og har fjernet de økonomiske oplysninger før opslag eller uddeling. Ved nærmere undersøgelse d.d. har det vist det sig at disse oplysninger er blevet delt ud til 12 huse ud af i alt 52 huse i Saattut, hvorefter kommunalbestyrelsesmedlemmet, der også er Boligstøttehusejer, gjorde opmærksom på fejlen, forklarer pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS