Ingen studerende meldte sig til kursus i turbodansk

Et kursus i dansk skulle hjælpe grønlandske unge med at komme lettere i gang med deres uddannelse i Danmark. Men ingen meldte sig til kurset, da det sidste år blev udbudt for første gang.

Københavns Universitet

Et nyt kursus i turbodansk til grønlandske havde lige præcis nul deltagere, da det skulle afholdes første gang i august sidste år. Det fortæller KNR.

I forbindelse med finansloven for 2019 afsatte folketinget 3 millioner kroner hvert år i 2019-2022 til dette kursus. Tiltaget skal hjælpe de unge godt i gang med uddannelsen og modvirke det høje frafald blandt studerende fra Grønland.

Når ingen tog imod tilbuddet, så skyldes det, at de ikke havde hørt om det, lyder vurderingen fra Københavns Universitet.

- Der var en meget kort tidsfrist til dels at få planlagt kurset, der skulle ligge i august og med en online-del allerede i juli, og så også at markedsføre kurset over for de grønlandske unge. Så jeg tror, at en stor del af grunden til, at vi ikke fik ansøgere, var, at der ikke var nogen, der vidste, at kurset fandtes, siger administrator for Center for Internationalisering og Parallelsproglighed, Helen Sværke, ved Københavns Universitet til KNR.

Arrangørerne af kurset vil i foråret besøge de grønlandske gymnasier for at markedsføre kurset bedre over for eleverne.

Powered by Labrador CMS