Ingen sager med privatkørsel med politibiler

Politimester afviser, at der har været sager, hvor ansatte i politiet har brugt tjenestebiler til privat kørsel.

Politimesterembedet vil ikke finde sig i privat kørsel med politiets køretøjer. Foto: Leiff Josefsen

Det har i adskillige år været forbudt for ansatte i politiet at bruge tjenestebiler til privat kørsel. Og der har heller ikke været nogen sager på dette område i i hvert fald flere år. Det understreger politimester Steen Silberg Thomsen, efter at Sermitsiaq.gl har bragt en artikel om privatkørsel blandt betjente.

Ifølge artiklen har politiledelsen besluttet, at en medarbejder kan blive pålagt at betale en afgift på 40.000 kroner, hvis vedkommende blot en enkelt gang kører privat i bilen. Men dette er ikke korrekt, påpeger politimesteren. Politiledelsen har blot givet nogle standardoplysninger videre fra skattemyndighederne til de ansatte som et supplement til politiets egne regler. På den måde står det klart, at der både kan komme et disciplinært og et skattemæssigt efterspil, hvis man uberettiget bruger tjenestebilerne.

- Vi holder kvartalsvist møder med Skattestyrelsen. Og her blev vi gjort opmærksom på, at der var kommet henvendelser fra borgere om at betjente angiveligt brugte tjenestebiler til private formål. I den forbindelse gjorde styrelsen opmærksom på reglerne på området, at man bliver beskattet, hvis man bruger tjenestebiler til private formål. Og de regler har vi så givet videre, siger Steen Silberg Thomsen.

Emnet har også været drøftet på et samarbejdsudvalgsmøde for nyligt, hvor det blev understreget, at det er uacceptabelt at bruge tjenestebiler til private formål.

Politimesteren understreger i den forbindelse, at der er tale om et brud på reglerne, hvis betjente bruger tjenestebiler, når de ikke er på arbejde.

Der vil omvendt være tilfælde, hvor betjente - mens de er i tjeneste - bruger tjenestebiler til private gøremål. Og det vil ikke være i strid med reglerne, oplyser Steen Silberg Thomsen.

Det kan for eksempel være, når betjente har rådighedsvagt fra klokken 16.00 til klokken 08.00 næste morgen. De skal kunne handle ind m.m. og rykke hurtigt ud, hvis de bliver kaldt på deres vagttelefon.

Powered by Labrador CMS