Ingen sælkød til Det Grønlandske Patienthjem

Køkkenet i Det Grønlandske Patienthjem i København har ikke modtaget sælkød fra private i hele 2019. Patienter der bor på patienthjemmet kan tage imod kød selv på eget ansvar.

Import af grønlandske madvarer til Danmark indebærer, at de tilsendte råvarer skal igennem flere administrative og sundhedsfaglige undersøgelser. Det betyder, at Det Grønlandske Patienthjem for nuværende benytter sig af Brugseni og Neqi A/S som leverandører af kødvarer fra Grønland.

Det betyder også, at Det Grønlandske Patienthjem ikke kan modtage donationer fra private, hvis kødet er solgt på brættet i Grønland. Blandt andet sælkød.

Det viser en undersøgelse af kostområdet på Det Grønlandske Patienthjem, som netop er uddelt til medlemmer i Inatsisartut.

- Det skal bemærkes, at det i 2019 ikke har været muligt at få leveret sælkød, da denne vare oftest sælges ved det lokale bræt, hvor der ikke er den fornødne kontrol med kødet, hvorfor patienthjemmet ikke må modtage kødet, lyder det i rapporten. Den belyser, hvordan man kan øge tilførslen af grønlandske råvarer til patienthjemmet.

Lovgivning bremser leverancer

Inatsisartut pålagde Naalakkersuisut at undersøge, hvad der skal til for at de grønlandske patienter kan spise flere grønlandske madvarer, når de opholder sig i Danmark i forbindelse med behandling af sygdom.

Undersøgelsen har fire fokusområder:

  • Øget beboerinddragelse
  • Private donationer af grønlandske rå- og fødevarer.
  • Optimering af samarbejdet og kommunikationen mellem køkkenet og beboerne.
  • Kompetenceudvikling af køkkenpersonale

Udover leverancer fra Brugseni og Neqi A/S modtager Det Grønlandske Patienthjem donationer fra blandt andet Polar Seafood. Og til trods for manglende sælkød, er der flere gode resultater i undersøgelsen.

Blandt andet er der god beboerinddragelse, der har medført en del ændringer af kosten i hjemmet til fordel for patienter under ophold. Endvidere er der fokus på kompetenceudvikling af køkkenmedarbejderne.

- Der arbejdes fortsat med at øge leverancerne af grønlandske rå- og fødevarer, men der gøres samtidig opmærksom på, at de lovgivningsmæssige vilkår Patienthjemmet er underlagt medfører, at der fortsat er begrænsninger på indførsel af grønlandske rå- og fødevarer, lyder det.

Patienter modtager råvarer

Patienter kan dog modtage private donationer som sælkød og andre madvarer, der kan købes på brættet i Grønland, lyder det. Donationerne sker udenom køkkenet på patienthjemmet, i samarbejde med Det Grønlandske Patienthjem, men på patientens eget ansvar.

Når en privat person ønsker at donere grønlandsk madvarer, der ikke er supermarkedspakket, hjælper Det Grønlandske Patienthjem med at formidle kontakt mellem personen og patienterne. En pakke tilsendt donation af grønlandske madvarer deles ofte blandt patienter, der har mulighed for at opbevare mad i den fælles fryser.

- På den måde er de grønlandske rå- og fødevarer sendt til beboerne som privatpersoner, hvorefter de selv fordeler rå- og fødevarerne imellem sig. Beboerne har mulighed for at opbevare dette i patientfrysere, som er tilgængelige under opholdet. Dette giver ligeledes beboerne mulighed for at engagere sig i at tilberede deres egen mad efter egne smagspræferencer i beboerkøkkenerne, lyder det.

Powered by Labrador CMS