Ingen planer om at lukke Qaarsuarsuk

Landsstyremedlem for infrastruktur Jens B. Frederiksen afviser, at Naalakkersuisut har planer om at lukke lufthavnen i Qaarsuarsuk ved Uummannaq.

Naalakkersuisut overvejer en samlet servicekontrakt med én operatør, siger Jens B. Frederiksen. Foto:

Det skriver han i et svar til landstingsmedlem Doris Jakobsen, skriver ag.gl.

- Men der skal selvfølge kigges på udgifterne, når Naalakkersuisut fastlægger den ny trafikstruktur, siger Jens B. Frederiksen

Jens B. Frederiksen understreger, at Naalakkersuisut også har blik for landskassens situation og ønsker, at borgerne får mest mulig trafik for de begrænsede økonomiske midler, der er til rådighed.

Det betyder, at subsidieringen af trafikken i Grønland skal holdes indenfor de rammer, der er udstukket, siger Jens B. Frederiksen.

I dag er der 59 flyvepladser i Grønland - fra lokale helistop til store atlantlufthavne. Flyruterne er fordelt på en lang række ruter fordelt på forskellige operatører.

- Naalakkersuisut ønsker at se på muligheden for at indgå en samlet servicekontrakt med én operatør i stedet for at operere med tolv distriktsopdelte servicekontrakter for at sikre den økonomisk mest fordelagtige aftale for det grønlandske samfund, siger Jens B. Frederiksen.

- Det skal indgå i undersøgelsen, om det nogle steder vil være mere formålstjenligt med helikopterbetjening.

Powered by Labrador CMS