selvstændighed

Ingen plan for folkeafstemning om forfatning

Naalakkersuisut har foreløbig ingen plan for, hvad der sker, når der foreligger et udkast om en forfatning. Forfatning i to tempi kan sikre, at bloktilskuddet bevares

Der er ingen fast plan om, at sende et forslag til en forfatning til folkeafsteming straks når det foreliggger.

Det fastslår naalakkersuisoq for selvstændighed, Suka K. Frederiksen (S) i et skriftligt svar til Sermitsiaq.AG.

Spørgsmålet er blevet relevant, fordi statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sidste uge i en debat i Folketinget fastslog, at Grønland står til at miste sit bloktilskud, hvis en forfatning for et uafhængigt Grønland bliver godkendt ved en folkeafstemning.

Dette vil den danske stat nemlig betragte som starten på en udmeldelse af Rigsfællesskabet.

LÆS OGSÅ: Løkke: Bloktilskuddet fjernes hvis forfatning bliver vedtaget

Bloktilskuddet på spil
Men det er langt fra sikkert, at der skal være en folkeafstemning lige med det samme, skriver Suka K. Frederiksen (S)

- Når forfatningskommissionen er færdig med deres arbejde, skal deres betænkning præsenteres for Inatsisartut, hvor det vil blive videre diskuteret hvordan man vil forholde sig til de næste skridt.

- Naalakkersuisut kan derfor på nuværende tidspunkt ikke svare på hvornår et udkast til en forfatning evt. skal sendes til folkeafstemning, hedder det i svaret, hvor Suka K. Frederiksen langt hen ad vejen viger udenom de konkrete spørgsmål.

Undvigende svar
Vi var således interesseret i at høre, hvorvidt planerne om at forfatningen skal udarbejdes i to tempi - en gældende før og en efter selvstændigheden - netop skyldes, at man vil undgå at ryge ud Rigsfællesskabet i løbet af få år og dermed miste bloktilskuddet.

- Forfatningskommissionen har til opgave at skrive en udkast til en forfatning i to tempi, hvoraf noget af det kan gælde under Rigsfællesskabet, det er dog op til kommissionen selv, at samordne hvordan forfatningen skal udformes og hvor meget tid de vil bruge på de forskellige ordninger, hedder det i svaret.

To tempi giver større handlefrihed
Men næste sætning antyder dog, at valget af at udarbejde forfatningen i to tempi netop skyldes, at Naalakkersuisut vil undgå at havne i en form for klemme.

- Ved valget af to tempi modellen åbnes der op for flere muligheder og det vil i sidste ende give kommissionen større handlingsmulighed, står der i svaret.

Naalakkersuisut insisterede på, at det er kommissionens opgave at udarbejde en forfatningen i to tempi. Det skete selvom formanden for kommissionen, Vivian Motzfeldt (S) protesterede og mente, at den udelukkende skulle udarbejde en forfatning for et selvstændigt Grønland.

Powered by Labrador CMS