Ingen overblik over omfang af snyd i fiskeriet

Demokraatits Jens Frederik Nielsen vil vide om det er på grund af omfattende snyd i fiskeriet, at man har valgt at lave en ny og meget omdiskuteret bekendtgørelse om kontrol af erhvervet. Det er det ikke, understreger Naalakkersuisut.

Arkivfoto.

Hvorfor har GFLK fundet det nødvendigt at lave en ny bekendtgørelse om kontrol med fiskeriet? Det vil medlem af Inatsisartut for Demoktraatit Jens-Frederik Nielsen gerne vide.

Derfor har han i et §37 spørgsmål bedt om be- eller afkræftelse på rygter om, at bekendgørelsen er udarbejdet på grund af, at myndighederne mener, der er omfattende snyd i fiskeriet.

Men naalakkersuisoq for fangst og fiskeri afviser, at bekendtgørelsen har noget med rygter at gøre. Man er faktisk ikke bekendt med rygterne, fremgår det af svaret.

Lovgivning laves ikke på baggrund af rygter

- Det er tværtimod min opfattelse at fiskerierhvervet generelt er et effektivt og lovlydigt erhverv. (…) Når det er sagt, er der forekomster af mindre og større overtrædelser i fiskerierhvervet -som i alle andre typer erhverv- der politianmeldes ved konkret mistanke.

Naalakkersuisoq oplyser at der på nuværende tidspunkt ikke er udarbejdet en opgørelse over politianmeldelser.

- Jeg kan dertil oplyse, at naalakkersuisut aldrig udarbejder retsregler på baggrund af rygtet, men udarbejder de regler der er nødvendige for effektiv forvaltning og kontrol og for at iagttage borgernes og samfundets interesse.

Hæleri, konfiskation og EU-certificering

Jens-Frederik Nielsen spørger også ind til, om man kan dokumentere det påståede snyd i fiskeriet, hvor stort et omfang det har og hvorvidt den nye kontrolbekendtgørelse er proportionel i forhold til dette. Til alle disse spørgsmål henviser naalakkersuisoq til sit svar på første spørgsmål.

Det sidste spørgsmål fra demokraatits formand går på, hvilke beføjelser der manglede i lovgivningen for at GFLK kunne varetage kontrolopgaven før den nye bekendtgørelse kom.

Her lyder svaret, at det handler om tre ting:

- Muligheden for validering af fangstattester ved udstedelse af EU-certificeret fiskeri.

- Muligheden for at lave delvis konfiskation, så det kun omhandler ulovlig fangst og ikke den del af fangsten, som er fanget lovligt,

- Regler om hæleri i forbindelse med overdragelse, køb eller salg af ulovlig fangst.

Powered by Labrador CMS