Ingen fyreseddel til Erik Jensen

Selvom Erik Jensen fortsat nærer mistillid til Kim Kielsen, så får han lov til at fortsætte som naalakkersuisoq for råstoffer og arbejdsmarked

Erik Jensen

Selvom Erik Jensen er en af de syv oprørere, der forsøgte at vælte Kim Kielsen, så bærer formanden for Naalakkersuisut ikke nag.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Erik Jensen er medunderskriver af det brev, hvor syv Siumut-politikere erklærer, at de ikke længere har tillid til Kim Kielsen.

I går fastslog gruppens talsmand, Anders Olsen, at tirsdagens krisemøder ikke har ændret på, at gruppen fortsat ikke har tillid til partiformanden.

Kim Kielsen selv mener dog, at der er brug for alle gode kræfter i det politiske arbejde.

- Vi har afgivet vores løfte til det grønlandske samfund, og det er det, vi skal forholde os til i vort arbejde og ikke bruge kræfter på personrelaterede forfølgelser. Selvfølgelig kan vi være uenige, og det skal der være plads til. Men vi skal forholde os til vores arbejde, vi skal bruge vores styrke til at gøre hinanden og hele vores samfund stærkere, og vi har alle og hver især styrker, som vi kan trække på, så nej, selvom jeg kan savne opbakning fra mit bagland, så er jeg ikke bitter, siger han til Sermitsiaq.

Sermistsiaq.AG har ønsket at spørge Erik Jensen om, hvordan han kan fortsætte under en formand for Naalakkersuisut, som han ikke har tillid til. Men det ønsker Erik Jensen ikke at svare på.

Du kan læse mere om Kim Kielsens reaktion ovenpå det fejlslagne oprør i avisen Sermitsiaq, som du kan købe adgang til her nedenfor:

Powered by Labrador CMS