Ingen CIA-afgørelse endnu

Kuupik Kleist og naalakkersuisut har endnu ikke besluttet, om de støtter Inatsisartuts udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg om en uvildig undersøgelse af CIA-flyvningerne

Kuupik og Lene samt Kej Leo besluttede den 8. juni at udsætte offentliggørelsen af den arktiske strategi. Foto: Leiff Josefsen

Naalakkersuisut – og dermed det officielle Grønland - mangler fortsat at tage politisk stilling til, om man vil støtte oppositionen i Folketinget og kræve en uvildig undersøgelse af de påståede CIA-flyvninger i blandt andet Grønland.

Det er til gengæld ikke det indtryk man får, hvis man læser dagbladet Politiken i dag. Her hedder det henover forsiden:

Grønland: CIA-fly skal undersøges

Det er indtil nu dog ”kun” et enigt sikkerheds- og udenrigspolitisk udvalg, der står bag kravet om den uvildige undersøgelse. Naturligvis en enighed, der må sætte naalakkersuisut under politisk pres. Men det korte af det lange er, at Kuupik Kleist endnu ikke har meldt ud, om det officielle Grønland kræver en uvildig undersøgelse eller ej.

- Der kommer formentlig en afgørelse i løbet af ugen, siger Kuupik Kleist.

Ifølge Politikens artikel forlanger Færøerne også en uvildig undersøgelse. Men det er ikke regeringen, der står bag kravet, men Høgni Hoydal fra oppositionspartiet Selvstændighedspartiet.

Blandt oppositionspartierne i Folketinget er der store forhåbninger til, at naalakkersuisut tager grovhandsken på, efter regeringen flere gange har afvist en uvildig undersøgelse.

En ting er, at regeringen afviser danske partier. Noget helt andet er at afvise Grønland – en selvstyrende del af rigsfællesskabet. Det vil anbringe regeringen i en moralsk, vanskelig situation, selv om Danmark har det formelle ansvar for rigets udenrigs- og sikkerhedspolitik. Derfor håber oppositionen, at Grønland vil presse på for en uvildig undersøgelse.

Hvorfor naalakkersuisut ikke for længst har meddelt sin politiske holdning til den danske regering, er uvist for offentligheden. Den seneste måned har der været flere møder mellem Kuupik Kleist og det udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg. Men afgørelsen venter vi altså stadig.

Powered by Labrador CMS