Infrastruktur passer kun til importmad
Mad er en livsnødvendighed, men importeret mad fylder for meget og går ud over sundheden.
Den grønlandske natur er et sandt skatkammer af fantastiske råvarer. Madvarer af førsteklasses kvalitet: Fisk, skaldyr, rensdyrkød, moskusbøffer og mange andre lokale lækkerier.
Alligevel importeres 80 procent af alle vores fødevarer.
Men mere om det paradoks senere.
Det skriver avisen AG.
Først skal vi have rammerne på plads for fødevarekonferencen og have placeret, hvor paradokset var på dagsordenen, nemlig ved et stort internationalt dialogmøde mellem de arktiske regioner og EU, der blev holdt i sidste uge i Katuaq i Nuuk (læs mere på side 24 og 25).
Her blev sikring af fødevarer også diskuteret i et panel bestående af afdelingschef i departement for fiskeri og fangst, Amalie Jessen, der vikarierede for naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Karl Tobiassen, der havde meldt sig syg. Vicepræsident for Samerådet, Åsa Larsson Blind, sad der også sammen med speciallæge og æresdoktor ved Ilisimatusarfik, Gert Mulvad og Moa Johannsson, der er direktør for et svensk agricultural technologyfirma, der tilbyder løsninger, så man for eksempel kan dyrke grøntsager året rundt i arktiske og subarktiske klimaer. Miguel Roncero sad også med i panelet på vegne af EU’s arktiske forum.
Baggrunden for paneldiskussionen var, at Arktis både er producent og eksportør af mad, men alligevel er sikring af mad en af største udfordringer for arktiske folk og oprindelige samfund. Til at holde styr på panel og spørgsmål, var det Anu Frederikson fra Arctic Frontiers.
Amalie Jessen belyste blandt meget andet problemerne omkring beslutninger om mad, der mange gange bliver taget i industrialiserede lande, og som hun siger, er baseret på følelser og ikke fakta.
Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her:
