Indsats mod hash-smugleri er for vag

Knap to sider.

Så lang – eller rettere kort – er Naalakkersuisuts redegørelse om, hvordan myndighederne kan styrke kontrollen med indrejsende, gods eller forsendelser og herigennem dæmme op for, at euforiserende stoffer havner i Grønland.
Og det er ikke godt nok, mener medlemmerne af Inatsisartut Steen Lynge, og Siverth K. Heilmann fra Atassut.

– Informationsniveauet i redegørelsen afspejler det beskedne sidetal, hvilket desværre gør redegørelsens værdi for de politiske beslutningstagere i Inatsisartut relativt beskeden, skriver de i et paragraf 37 spørgsmål.

Fokus på havnen i Aalborg

De to Inatsisartut-medlemmers kritik skal også ses i lyset af, at redegørelsen skulle indeholde helt konkrete tiltag til at styrke indsatsen til bekæmpelse af indførslen af euforiserende stoffer. Derudover skulle redegørelsen også berøre de økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser forbundet med en styrket kontrol.

Naalakkersuisut har dog tidligere bemærket, at:
– En mulighed for at styrke indsatsen kunne være, at man konsekvent flyttede kontrolfunktionen fra modtager til afsender. Det vil kræve en politisk aftale mellem Grønland og Danmark, og formentlig også ny lovgivning begge steder. Grønland ville naturligvis skulle afholde udgifterne til kontrollen. En kontrol på udførselstidspunktet vil kunne optimere ressourceanvendelsen, i det langt de fleste varer og personer udgår fra Aalborg (med skib) eller København (via fly).

Risikerer tab af job
Den model studser de to Atassuat-politikere imidlertid også over, idet en sådan model risikerer at være lig med tab af grønlandske arbejdspladser.

– For at kunne vægte eventuelle økonomiske og beskæftigelsesmæssige effekter overfor de mulige gevinster ved en mere effektiv kontrol mener jeg, at det er på sin plads, at pålægge Naalakkersuisut at fremkomme med konkrete velunderbyggede forslag til styrkelse af indsatsen, samt at redegøre for de økonomiske aspekter af sådanne mulige tiltag, pointerer Steen Lynge.

Masser af spørgsmål
– Man ville vel derfor have forventet, at redegørelsen som minimum forholdt sig til netop denne problemstilling: Muligheden for at flytte eller koncentrere kontrolindsatsen til afsendelsesstedet, (hvilket for så vidt angår søtransport vil sige Grønlandshavnen i Aalborg), samt konsekvenserne heraf. Det er imidlertid ikke tilfældet, fremhæver Steen Lynge.

Derfor ønsker de to Atassut-politikere blandt andet at vide, hvor hyppigt gennemføres de løbende kontroller af gods i Aalborg havn, som skal udskibes til Grønland, hvor stor en del af godset underkastes kontrol og vurderer Naalakkersuisut, at det ville være muligt at etablere en ordning, som sikrer, at alt gods i Aalborg havn, som skal udskibes til Grønland, kontrolleres forud for udskibning?