fiskeri

Indhandlingsstop for torsk ophævet i Sisimiut

Bundgarnsfiskere i Sisimiut kan nu igen indhandle til Royal Greenlands fabrik i Sisimiut, efter det midlertidige indhandlingsstop der blev iværksat torsdag

Tidlig start på bundgarnsfiskeriet og store mængder torsk i Sisimiut området har medført midlertidigt indhandlingsstop til Royal Greenlands fabrik i Sisimiut i sidste uge. Arkivfoto
Offentliggjort

Tidlig start på bundgarnsfiskeriet og store mængder torsk i Sisimiut området har medført midlertidigt indhandlingsstop til Royal Greenlands fabrik i Sisimiut i sidste uge.

Men nu er indhandlingsstoppet ophævet, det oplyser Royal Greenland.

Læs: Bundgarnsfiskeriet begynder tidligt i år

Landingsplan inført
Det midlertidige indhandlingsstop der blev iværksat torsdag morgen blev ophævet efter repræsentanter fra fiskere og fabriksledelsen i Royal Greenlandsfabrik under et møde søndag, blev enige om at fiskerne kan lande deres fangst efter en landingsplan.

- Vi blev sammen med repræsentanter for fiskerne enige om, at indføre en landingsplan. Så fiskerne kan fra i dag mandag igen indhandle i begrænset omfang til fabrikken i Sisimiut og indhandlingsanlægget i Sarfannguit, siger fabrikschef i Royal Greenlands fabrik i Sisimiut Hans Lars Olsen.

Indhandling i begrænset omfang
Repræsentanter for fiskerne og fabriksledelsen i Royal Greenlands fabrik i Sisimiut blev enige om, at kuttere kan indhandle hver anden dag- dog højst fem tons af gangen, medens jollefiskere kan indhandle 700 kilo hver dag.

Lokale fiskere fra bygden Sarfannguit skal også indhandle i begrænset omfang. De kan indhandle 15 kasser torsk om dagen, oplyser royalgreenland.gl.

Mangler arbejdskraft
Hans Lars Olsen håber på at kunne skaffe et arbejdshold der kan arbejde om aftenen for at etablere toholdsskift i torskeproduktionen, der på nuværende tidspunkt er på 35 medarbejdere i et daghold.

- Vi har fået henvendelser fra folk der gerne vil i arbejde i torskeproduktionen efter at medierne har bragt meddelelsen om indhandlingsstoppet på fabrikken. Men, vi mangler stadigvæk en del folk. Derfor har vi nu besluttet os til at efterlyse arbejdskraft via Sisimiut lokalradio, i håb om at flere vil melde sig til for at arbejde i torskeproduktionen, siger fabrikchefen.

Royal Greenlands fiskefabrik i Sisimiut beskæftiger lige i øjeblikket cirka 130 medarbejdere i reje, krabbe, rogn-og torskeproduktionen. Fabrikschefen håber på at skaffe mellem 30 og 35 nye medarbejdere i torskeproduktionen.

Læs også: Efter branden: Produktionen på rejefabrikken fortsætter

Powered by Labrador CMS