Inatsisartut: IA blev den store vinder
IA fik et kanonvalg til Inatsisartut og fik 37 procent af stemmerne godt anført at partiformanden Múte B. Egede, der blev valgets absolutte topscorer.
Siumut må afgive magten og se sig overhalet af IA, der igen står med forhandlingsretten til at skabe et nyt Naalakkersuisut for anden gang i Selvstyrets historie.
IA går fire mandater frem og besætter 12 pladser i Inatsisartut-salen.
En procentvis Siumut-fremgang til 29 rakte ikke, og partiformanden Erik Jensen måtte se sig slået internt af Kim Kielsen, der fik flere personlige stemmer. Siumut fik igen 10 mandater.
Demokraterne halveret
Naleraq fik et godt valg og satte sig på 12 procent af stemmerne og fordoblede dermed sit mandattal til fire. Derimod formåede Demokraterne kun at få 9 procent og partiet blev halveret og får kun tre sæder i Inatsisartut.
Såvel Nunatta Qitornai som Samarbejdspartiet opnåede ikke genvalg og formåede kun at få henholdsvis 2 og 1 procent af stemmerne.
Atassut formåede at få 7 procent af stemmerne og holdt status quo i forhold til valget i 2018 med to mandater.
Det var en glad IA-partileder, Múte B. Egede, der under partilederrunden, takkede vælgerne for deres tillid. Det er anden gang under Selvstyrets historie, at IA kan sidde for bordenden i et kommende Naalakkersuisut. Sidst var det i perioden fra 2009 til 2013.
Múte B. Egede ville ikke afsløre, hvem han satsede på at danne kolation med.
Erik Jensen lykønskede Kielsen
Siumuts partiformand Erik Jensen afviste, at partiet var stagneret.
- Vi vil nu afvente, hvad IA har at tilbyde under de kommende forhandlinger, sagde Erik Jensen, der ønskede den tidligere formand Kim Kielsen tillykke med det flotte personlige valg. Kim Kielsen overgik Erik Jensen i personlige stemmer.
- Jeg fortsætter trods resultatet som formand for Siumut, fastslog Erik Jensen og henviste til partiets seneste landsmøde, hvor han blev valgt.
Dyrt formandsskifte
Demokraterne, der blev mere end halveret, påpegede partiformanden Jens-Frederik Nielsen, at formandsskiftet havde kostet partiet dyrt.
- Vi vil nu se på, hvordan vi kan reformere partiet og sikre, at den tillid, vi har haft i befolkningen, kan genvindes, sagde Jens-Frederik Nielsen under partilederrunden, som KNR traditionelt holder, når der ingen tvivl er om valgresultatet.
Naleraqs Hans Enoksen understregede, at partiet i de senere år har haft et rigtig godt samarbejdee med IA, og han så frem til at blive inviteret til forhandlinger med IA.
Vil sælge sig dyrt
Atassuts partiformand Aqqalu C. Jerimiassen fastslog, at partiet ikke vil ofre sig for enhver pris for at indgå i en koalition.
- Det har tidligere kostet os at indgå i en koalition. Vi vil ikke ofre for meget, understregede den unge Atassut-politiker.