atlantlufthavn
Inatsisartut tøver med ny atlantlufthavn
Et flertal i Inatsisartut vil vente med beslutning om anlæggelse af en atlantlufthavn i Nuuk
Nuuk får ikke sin atlantlufthavn foreløbig.
Det er konklusionen efter debatten i Inatsisartut onsdag eftermiddag, hvor forslag om ny atlantlufthavn i Nuuk blev drøftet. Vejrforholdene i Nuuk blev blandt andet brugt som argument.
Det er formanden for Demokraterne Anda Uldum, der ønsker anlæggelse af en atlantlufhavn i Nuuk. Et flertal i Inatsisartut kræver dog bedre beslutningsgrundlag.
Læs: Naalakkersuisut ønsker atlantlufthavn i Nuuk
- Siumut mener, at det ikke er realistisk at skulle undersøge en anlæggelse af en atlantlufthavn udelukkende baseret på antal til- og frarejsende fra Nuuk, idet vi er bekendte med, at de vejrmæssige forhold også har en afgørende betydning i forbindelse med en eventuel anlæggelse af en atlantlufthavn, sagde Siumuts ordfører Anders Olsen.
Inuit Ataqatigiit har også vejrforholdene i Nuuk som forbehold i beslutning om en atlantlufthavn i Nuuk.
Dårligt vejr
- Vejret har stor økonomisk betydning, hvis der kommer forsinkelser. En anlæggelse af en atlantlufthavn har også stor betydning for de nærliggende byer. Det er ikke kun et anliggende for Nuuk, sagde formanden for Inuit Ataqatigiit Aqqaluaq B. Egede.
Partii Naleraq vil heller ikke gå med til anlæggelse af en atlantlufthavn i Nuuk i den nærmeste fremtid.
- En anlæggelse af atlantlufthavn i Nuuk vil have store konsekvenser for Kangerlussuaq. 500 personer i Kangerlussuaq vil blive berørt, hvis atlantlufthavnen i Nuuk skal flyttes til Kangerlussuaq, sagde Hans Enoksen fra Partii Naleraq, der også vil vente med at tage stilling til anlæggelse af en atlantlufthavn i Nuuk.
Atassut og Partii Inuit vil heller ikke tage stilling til en lufthavn i Nuuk og støtter Naalakkersuisuts ændringsforslag, der går ud på, at der bliver lavet yderligere undersøgelser, inden der bliver fremlagt et beslutningsgrundlag.