Inatsisartut slår fast: Arbejdet med vandkraft-udvidelse fortsætter

Nye analyser skal gennemføres, og senest i 2023 skal Naalakkersuisut fremlægge plan for, hvordan en udvidelse af vandkraftværket i Tasiilaq kan gennemføres og betales, foreslår udvalg.

Offentliggjort

På forårssamlingen har der været ikke mindre end to forslag på, om vandkraftværket i Tasiilaq.

Forslagene går på, at værket skal udvides af hensyn til strømforsyningen til byen samt fremtidige erhvervsmuligheder.

Naalakkersuisut fremsatte i første omgang et ændringsforslag, der gik på, at udvidelsen blev betinget af, at der blev lavet yderligere samfundsøkonomiske analyser af projektet.

Ændringsforslaget fik Anlægsudvalget til at hive naalakkersuisoq i samråd under udvalgets behandling af sagen.

Naalakkersuisut-forslag forkastet

Samrådet har åbenbart ikke gjort udvalgsmedlemmerne trygge, for udvalget ønskede Naalakkersuisuts forslag forkastet, og udvalget fremsatte i stedet et nyt ændringsforslag, som er blevet vedtaget i Inatsisartut.

Forslaget går i al sin enkelthed ud på, at Naalakkersuisut skal arbejde for udvidelsen af vandkraftværket.

Udvalget foreslår, at arbejdet sker i tre trin:

  • at Naalakkersuisut senest på efterårssamlingen fremlægger de samfundsøkonomiske beregninger.
  • at Naalakkersuisut udarbejder forslag til anlæggelse, drift og finansiering af projektet - det skal indebære en forstærkning af transmissionslinjen ind til byen, så udvidelsen kan udnyttes.
  • at Naalakkersuisut senest på efterårssamlingen 2023 fremsætter et forslag til gennemførelse af projektet.

Trætte af strømafbrydelser i julen

Lars Poulsen (S) er en af politikerne bag forslaget, og han var særdeles tilfreds med udvalgets behandling:

- Jeg er glad for, at forslaget bliver støttet af flertallet i Inatsisartut. Ved vedtagelse af det her forslag, vil det åbne døren for muligheder i erhvervslivet i Tasiilaq, lød det fra politikeren, der også forudså, at det vil løse nuværende problemer:

- Især i juletiden er vi trætte af strømafbrud, sagde Lars Poulsen.

Kan ikke lånefinansieres

Naalakkersuisoq Kalistat Lund var også på talerstolen, og her understregede han, at der formentlig skal findes penge på finansloven til at gennemføre projektet.

De foreløbige analyser viser nemlig, at udvidelsen ikke vil give et samfundsøkonomiske afkast - derfor må selvstyret ikke låne pengene til det ifølge budget- og regnskabsloven.

I stedet kommer projektet formentlig til at indgå på linje med en masse andre anlægsprojekter i fremtidige finanslovsforhandlingerne, og så er det spørgsmålet om politikerne kan blive enige og finde de omkring 55 millioner kroner.

Powered by Labrador CMS