Inatsisartut-medlem: Qeqertat står helt isoleret

En bygd ved Qaanaaq, Qeqertat, står helt isoleret uden forbindelse til radio og telefoni. Medlem i Inatsisartut efterspørger tiltag, så borgere i den nordlige bygd kan få forbindelse til omverdenen.

Der er ingen radioforbindelse i Qeqertat, og heller ikke telefonforbindelse. Vil Naalakkersuisut sikre forbindelsen til borgerne, spørger Mikivsuk Thomassen.

Forestil dig at bo et sted, hvor du ikke kan ringe fra en telefon eller mobil, men må nøjes med at bruge Iridium satellittelefon med ustabil forbindelse til at ringe ud.

Sådan er omstændighederne i en af Qaanaaqs bygder, Qeqertat, hvor der ifølge statistikbanken bor 28 borgere pr. 1. januar 2022.

Ikke nok med, at der ikke er teleforbindelse, så er der heller ikke forbindelse til KNR’s radio i Qeqertat. Medlem af Inatsisartut, Mikivsuk Thomassen ønsker at vide, om Naalakkersuisut har kendskab til problemet.

- Har Naalakkersuisut kendskab til, hvorfor der ingen sender er for KNR radio i Qaanaaqs bygd Qeqertat, spørger hun i et paragraf 37-spørgsmål.

Helt uden kontakt

Mikivsuk Thomassen begrunder sit spørgsmål med, at det er vigtigt, at borgerne kan have kontakt til og ud af deres lokalitet.

- Det er en meget vigtig kanal, der er blevet klippet over og den eneste kanal som sikrer dem nyheder fra omverdenen. Også fordi, de ikke har direkte forbindelse ud til og fra bygden, hvorfor jeg håber, at man snarest sikrer dem forbindelse til omverdenen, skriver hun.

Mikivsuk ønsker at vide, om Naalakkersuisut har planer om at sikre radio og telefonforbindelse til borgerne i Qeqertat.

- Man bør sikre telefonforbindelser, idet man i en udvikling ikke kan komme uden om at kunne have hurtige og faste forbindelser, skriver hun.

Hun forklarer, at borgerne i bygden må bruge Iridium satellittelefoner, når de vil i kontakt med andre uden for bygen, og at samtaler må ske udendørs, da forbindelsen ikke kan opretholdes indenfor.

Powered by Labrador CMS