forårssamling

Inatsisartut skal diskutere børneopdragelse

Børnene skal lære at tale ordentligt til hinanden og huske at sige tak. Det emne har Demokraterne sat på dagsordenen ved den kommende forårssamling.

Så pænt er det ikke alle børn, der opfører sig i skolen, mener Nivi Olsen

Børn skal lære at opføre sig respektfuldt og ordentligt. Det mener Nivi Olsen (D) er vigtigt for at skabe et rart samfund, hvor det er godt at være.

Derfor har hun rejst en forespørgselsdebat til forårssamlingen om, hvordan vi opdrager vores børn til være gode samfundsborgere.

Mener forældre svigter
Nivi Olsen er godt klar over, at der er dem, der vil mene, at det ikke ligefrem er Inatsisartut-politikkerne, der skal opdrage børnene.

- Her er der nok nogle, der vil spørge: Er det her virkelig et emne for Inatsisartut? Og ja; det er det faktisk, skriver hun i sin begrundelse til forslaget.

Nivi Olsen (D) fastslår, at opdragelsen naturligvis starter i hjemmet, men hun mener samtidig, at der er alt for mange børn, der ikke får den grundlæggende opdragelse med hjemmefra.

Og det skaber problemer i skolerne fordi børnene ikke har lært at høre efter eller at respektere læreren.

Skal respektere læreren
Det er på den baggrund, at Nivi Olsen (D) mener, at Inatsisartut skal drøfte problemet.

- Vi har et ansvar for at skabe opmærksomhed på, at det helt generelt skal være sådan, at man har respekt for hinanden og at man opfører sig ordentligt, skriver hun i sin begrundelse

- Vi har et ansvar for, at alle – børn som voksne – forstår vigtigheden af at have respekt for lærerne i skolen.

- At alle forstår, at det er forkert at mobbe, hvad enten det foregår i skolegården eller på de sociale medier.

Politikerne bør vise et godt eksempel
Hun vil have, at man skal tage fat i forældrende allerede inden barnet er født samt at der skal udarbejdes materiale om god børneopdragelse.

Og sidst men ikke mindst mener hun, at politikerne passende kan gribe i egen barm.

- Alle voksne (burde) foregå med et godt eksempel – det gælder ikke mindst os her i salen. Vi kan altså godt behandle hinanden med respekt, selvom vi ikke er enige, lyder hendes opfordring til kollegaerne i salen.

Powered by Labrador CMS