udddannelser

Inatsisartut: Byg grønlandsk kollegie i Danmark

Et flertal i Inatsisartut vil pålægge Naalakkersuisut at projektere et kollegieprojekt i Danmark

Et forslag fra Siumut og Atassut om projektering af kollegie til grønlandske studerende i Danmark fik bred opbakning i Inatsisartut

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Atassut og Demokraterne støtter forslag om at pålægge Naalakkersuisut at projektere et kollegieprojekt i Danmark til grønlandske studerende. Partii Inuit er imod forslaget og kræver oversigt over omkostningerne for uddannelser i Danmark.

Læs: Vil Naalakkersuisut støtte kollegier i København?

Det er Inatsisartut-grupper for Siumut og Atassut, der har fremsat forslaget.

Grønlandske studerende i Aalborg, Aarhus og Odense har mulighed for at bo i Det Grønlandske Hus i de tre byer. Grønlandske studerende i København deler til gengæld skæbne med danske studerende og har problemer med at finde kollegiepladser.

Penge uden formål
Forslaget fik opbakning fra Siumut, Atassut, Inuit Ataqatigiit og Demokraterne. Der kommer også opfordring til at finde samarbejdspartnere i projektet.

- Eksempelvis har vi i et samarbejde med de førøske myndigheder etableret et Grønlandsk Patienthjem for derved at nedbringe driftsomkostningerne og med henblik på et nærmere samarbejde til dagligt. Inuit Ataqatigiit mener, at der vil være fordele ved et sådant samarbejde samt stordriftsfordele, sagde Inuit Ataqatigiits ordfører Mimi Karlsen.

Partii Inuit bakker ikke forslaget om kollegieprojekt til grønlandske studerende i Danmark. De henviser til, at 70 ud af 100 grønlandske studerende i Danmark ikke vender tilbage til Grønland efter endt uddannelse.

- Vi vil spørge Naalakkersuisut om, hvor store omkostninger der er ved at sende studerende til Danmark. Vi vil på den måde kunne se, hvor mange penge vi bruger uden formål, sagde Randi Broberg fra Partii Inuit og kræver et samlet overblik over, hvordan Naalakkersuisut vil opnå større udbytte af uddannelsesindsatsen.

Naalakkersuisut støtter forslaget. Partierne kræver, at forslaget ikke rammer kollegieprojekter i Grønland.

Forslaget bliver 2.-behandlet den 3. juni.

Powered by Labrador CMS