Immanuelsen er optimistisk om afskaffelsen af kvotefrie områder

Gennem flere år har Naalakkersuisut taget tilløb til at afskaffe de kvotefrie områder, hvor der kan fiskes frit efter hellefisk. Nu håber naalakkersuisoq, at det endelig vil lykkes, efter at Demokraterne er blevet en del af koalitionen.

Sagaen om zoner uden kvote, hvor der kan fiskes uhæmmet efter hellefisk er ved at nå til vejs ende, hvis det står til naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug, Jens Immanuelsen:

- Selvfølgelig håber jeg på, at det bliver gennemført. Høringen er afsluttet, og når gennemarbejdelsen af høringssvarene er klar, skal jeg fremlægge det. Vores arbejde går ud på, at de frie zoner skal afskaffes, siger Jens Immanuelsen til Sermitsiaq.AG.

Jens Immanuelsen henviser til, at naalakkersuisut har haft en ny bekendtgørelse for regulering af det kystnære fiskeri efter hellefisk i høring i august.

Beslutter Naalakkersuisut sig for, at bekendtgørelsen er god nok og gennemfører den, så vil det være slut med de kvotefri områder, og der vil også blive oprettet nye forvaltningszoner langs vestkysten fra Aasiaat til Kap Farvel.

Gennemføres efter Demokraatit er kommet i koalition

Naalakkersuisut havde dog en lignende bekendtgørelse i høring sidste år og her var meldingen også, at nu skulle de omstridte området afskaffes, men intet skete.

Hvad får dig til at tro, at den gennemføres denne gang?

- Jeg deltog ved arbejdet med den seneste, der fandt sted sidste år. Der blev det besluttet, at fiskerikommissionens arbejde skulle afventes. Grunden til, at vi bringer bekendtgørelsen, er, at vi gerne vil indfri vores mål i koalitionsaftalen, som Demokraatit nu er en del af, siger Jens Immnuelsen.

Satser på MSC-certificering

Afskaffelsen af de kvotefri områder er et led i arbejdet for på sigt at få det kystnære fiskeri efter hellefisk MSC-certificeret, fortæller naalakkersuisoq;

- Det er jo krav fra samfundet, at der skal være kontrol af fiskeriet af hellefisk. Der blev fisket 4000 tons, hvis jeg husker det korrekt, i de frie områder i 2018. Når tingene er gået i den retning, må der jo ske evaluering. Og formålet er også, at der indføres MSC-certificeringer af hellefisk, der blev fisket af de kystnære fiskere, og før man kan gøre må der ske reformer, siger Jens Immanuelsen.

Hvis Naalakkersuisut også gennemføre nye forvaltningsområder langt vestkysten, betyder det, at fiskeriet efter hellefisk ved eksempelvis Nuuk vil blive pålagt kvoter i fremtiden.

Naturinstituttet har tidligere udtrykt bekymring for hellefisk-bestanden ved Nuuk på grund af ureguleret fiskeri.

Ifølge Jens Immanuelsen går Naalakkersuisut efter, at den nye bekendtgørelse skal gælde fra årsskiftet.

Powered by Labrador CMS