IMAK kræver reel politisk handling
Alt for mange skoleledere bryder sammen og stopper i faget, hvilket går ud over kvaliteten i folkeskolen, mener lærernes formand, Birthe Møller Therkildsen, der mener, at politikerne skal i gang med at udmønte de gode hensigter i reel handling.
Lærernes fagforening, IMAK, blander sig nu i valgkampen, som de finder ”glædeligt”.
- Valg kan nemlig både forandre og forbedre, fastslår formanden Birthe Møller Therkildsen i en pressemeddelelse, der har til hensigt at bringe folkeskolen ind i valgkampen.
- Sørg for, at skolederen har den nødvendige uddannelse til at bestride ledelsesjobbet – alt for mange bryder sammen og stopper i faget på den baggrund. Og hvis det alligevel går galt: Sørg for solid stresshjælp, så lærerne i højere grad holder fast i deres job, lyder opråbet til politikerne.
To konkrete tiltag
IMAK-formanden peger på to andre konkrete tiltag, der kan være med til at styrke folkeskolen, hvor fire ud af 10 afgangselever hverken fortsætter i job eller uddannelse.
- Sørg nu for, at der sættes handling bag de gode tilkendegivelser om at aflaste skoledelserne. Sørg for, at vi får den skolesekretæruddannelse til aflastning af ledelsen som flere politikere har bakket op om.
De administrative opgaver sluger for megen af skolelederens tid, fastslår IMAK-formanden, der peger på, at der sidste år er kommet 20 nye skoledere på kysten, fordelt på 80 skoler.
- Der er meget udskiftning i ledelsesgangene i skolerne. Derfor må de ansvarlige kommunale ledelser tage sig af deres skoleledere, så de kan tage sig ordentlig af lærerne og ikke mindst skoleeleverne, bliver det understreget.
For megen stress
Birthe Møller Therkildsen peger på en stressundersøgelse fra efteråret, der afslørede, at hver fjerde lærer har symptomer på stress, hvilket hun betegner som et faretruende tal.
- Hvad værre er, at kun lidt under en tredjedel af dem, der får stress, får hjælp. Det er et ledelsesmæssigt ansvar, at der er et sundt psykisk arbejdsmiljø og at sikre dette er især kommunalbestyrelsens ansvar, fordi en skoleleder alene ikke kan gøre det, mener IMAK-formanden og adresserer udfordringen til de kommunalpolitikere, der bliver valgt den 6. april.
Hendes pointe er, at dygtige ledere med overskud, sammenholdt med en god trivsel vil smitte af på eleverne og højne kvaliteten i folkeskoleuddannelsen.
Reelle handlinger
- Det er nu, vi skal vise, at politisk velvilje også bliver til reelle handlinger, der gør en forskel i skolen. Så vores børn kan se frem til en god skolegang og en god fremtid, slutter IMAK-formanden sit indlæg med.