Folkeskolen
Imak: Kommunerne kan ikke løfte folkeskolen
Lærernes fagforening, Imak, betvivler, at kommunerne kan løfte folkeskolen. - Med de nuværende forhold ser Imak gerne, at folkeskolen centraliseres, lyder det fra Imak
Som avisen Sermitsiaq skrev fredag, så er antallet af elever, der får dumpekarakterer Fx eller F (svarer til henholdsvis 00 og -03) i dansk og engelsk ved folkeskolens afgangsprøve, relativt højt.
Og det går heller ikke for godt med problemregningen. Det fremgår af 2014 tal fra samtlige skoler i landet indberettet til Inerisaavik.
Nu betvivler lærernes fagforening, Imak, om kommunerne kan løfte folkeskolen.
- Karaktererne for afgangsprøverne er ikke tilfredsstillende. Vi mangler lærere, der kan undervise i sprogfagene, især når det drejer sig om dansk og engelsk. Derudover mangler vi lærere i matematik og fysik. Eleverne skal have de nødvendige timer for at nå de fastsatte læringsmål.
Det skriver formand for, Imak Sivso Dorph, i en pressemeddelelse med overskriften ‘Magter kommunerne at løfte folkeskolen?’
Læs: Tårnhøje dumpeprocenter ryster Nivi Olsen
Ingen efteruddannelse af lærere i Qeqqata
Ifølge Sivso Dorph skærer kommunerne voldsomt ned på lærernes efter- og videreuddannelser.
- I Kommuneqarfik Sermersooq må hver skole have op til 1784 timer til fordeling på efter- og videreuddannelse på de store skoler. Timerne er hurtigt brugt op. I Qeqqata Kommunia har man skåret alt videreuddannelse for lærerne, lyder det fra Sivso Dorph.
Endvidere skriver Sivso Dorph, at Qaasuitsup Kommunia har skæret mindstetimetallet med 15 procent i bygdeskolerne, så eleverne har færre timetal.
- Det betyder eksempelvis, at samtlige bygdeskoleelever i yngstetrinnet kun kommer til at få undervisning i 595 timer, og ikke de 700 timer, som er det fastsatte mindstetimetal i folkeskoleloven. Det er ganske enkelt ikke acceptabelt, siger Sivso Dorph.
Imak: Efteruddannelse er vejen frem
Derfor mener formanden for lærernes fagforening, at den eneste farbare vej for skoleudviklingen i den grønlandske folkeskole er efter- og videreuddannelse af de lærere, der er ansat, så de får de nødvendige kompetencer til at kunne undervise i sprogfagene og i matematik og fysik.
- Men de har kommunerne ikke midler til. Imens skriger det grønlandske samfund for bedre resultater for afgangsprøverne. Så lad os dog hjælpes ad. Skaf de nødvendige midler til efter- og videreuddannelse for lærerne, så vi kan få de nødvendige kompetencer i den grønlandske folkeskole, skriver Sivso Dorph og fortsætter:
- Imak er i tvivl om, kommunerne kan løfte folkeskolen. Med de nuværende forhold ser Imak gerne, at folkeskolen centraliseres.
Læs blandt andet artiklen 'Tårnhøje dumpeprocenter ryster Nivi Olsen' i den nyeste udgave af Sermitsiaq, som du kan købe her: