IMAK-blokaden er lovlig

Kommunerne og naalakkersuisut bekræfter at have modtaget IMAK’s varsling om blokade

Onsdag morgen bekræfter medlem af naalakkersuisut for finanser Maliina Abelsen (billedet) og KANUKOKA-formand Martha Abelsen, at IMAK’s varsling om blokade er nået frem. Foto: Leiff Josefsen

I går tirsdag meddelte IMAK's formand, Sivso Dorph, at lærernes fagforening varsler blokade, som træder i kraft den 1. marts.

Blokaden indebærer, at medlemmer af IMAK ikke kan lade sig ansætte i kommunerne eller i selvstyret efter den 1. marts.

Onsdag morgen bekræfter KANUKOKA-formand Martha Abelsen og medlem af naalakkersuisut for finanser Maliina Abelsen, at IMAK’s varsling om blokade er nået frem.

- Kommunerne og naalakkersuisut konstaterer, at det er et lovligt skridt i henhold til gældende hovedaftale mellem parterne. Kommunerne og naalakkersuisut konstaterer, at forhandlingerne ikke er sat i bero, men vil foregå i lyset af denne eskalering af uenigheden mellem parterne, lyder det i en fælles pressemeddelelse.

- Kommunerne og naalakkersuisut har til de pågående forhandlinger haft et overordnet ønske om, at lærerne anvender en større andel af deres arbejdstid på decideret undervisning. Det er både kommunernes og naalakkersuisuts overbevisning, at øget tid for folkeskoleeleverne sammen med uddannede lærere vil medføre, at vores børn kommer til at stå stærkere og dermed får flere muligheder, når de forlader folkeskolen. Kommunerne og naalakkersuisut mener, at øget undervisningstid for den enkelte lærer vil medvirke til at forbedre kvaliteten i folkeskolen.

Læs "IMAK varsler konflikt"

Beklager IMAK’s varsling
Martha Abelsen og Maliina Abelsen siger, at kommunerne og naalakkersuisut har gjort sig klart, at når lærerne skal anvende en større andel af deres arbejdstid på undervisning, betyder det mindre tid til andre opgaver.

- Naalakkersuisut finder lærernes andre opgaver vigtige, men finder lige som kommunerne, at undervisning er den vigtigste opgave. En sådan omlægning vil betyde, at der fremover bliver mindre tid til andre opgaver, herunder forberedelse. Der er således en forventning om, at folkeskolen skal blive mere effektiv til gavn for vores børns uddannelse. Kravet om effektivitet og forbedringer er en generel udfordring, som hele samfundet står overfor i disse år, og som alle grupper i samfundet må bidrage til at opnå.

Ingen yderligere kommentarer
- Kommunerne og naalakkersuisut beklager IMAK’s varsling om blokade særligt fordi kommunerne og naalakkersuisut forhandler ud fra målsætningen om, at vores børn i folkeskolen skal have styrket deres undervisning, påpeger Martha Abelsen og Maliina Abelsen.

De understreger, at ”kommunerne og naalakkersuisut har derudover ikke yderligere kommentarer til den seneste udvikling så længe forhandlingerne pågår”.

Powered by Labrador CMS