Ilulissat: Tilløbsstykke da forretning fejrede 50 års jubilæum

Flere hundrede borgere var med til at markere Ilulissat-forretningen Knud Petersens 50 års jubilæum.

Det blev en hektisk dag helt fra start i forretningen Knud Petersen i Ilulissat, da mange ville gøre en god handel.

Der var tilbud på 50 procent på alle varer i hele butikken, og tilbuddet vil gælde de næste tre dage.

Der blev også overbragt mange lykønskninger til butiksejeren John Petersen, der havde sørget for at pynte butikken med balloner og flag.

Butikken har været drevet af samme familie igennem alle 50 år. Og har været det naturlige indkøbssted for tøj til hele familien igennem generationer.

Kaffemik i baglokalet

Baglokalet var indrettet til kaffemik, hvor Rebekka Pedersen har stået for bagningen af alle kager.

For at synliggøre det historiske islæt var der sat fotos op på væggene, som viste butikkens historie fra 1969 og frem til i dag.

Flere tidligere ansatte kom forbi for at ønske tillykke. Og der var masser af gensynsglæde.

Powered by Labrador CMS