Ilulissat: Stor messe udskudt

Jagt- og fiskerimessen 'PolarExpo' i Ilulissat udskydes til næste år

Arkivfoto

Første gang nogensinde skulle jagt- og fiskerimessen, PolarExpo, have fundet sted i Ilulissat.

Men som så mange andre begivenheder er messen blevet udskudt på grund af coronakrisen.

- Grundet de grønlandske myndigheders beslutning om på grund af coronavirussen at forbyde alle forsamlinger, som overstiger 100 personer, har Avannaata Kommunia og Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) nu besluttet at udsætte PolarExpo 2020, der skulle have været afviklet i Ilulissat Hallen samt en pavillon fra 6. – 8. oktober, fremgår det i en pressemeddelelse.

Udskudt til næste år

Derfor udsættes messen til foråret næste år.

- De nøjagtige datoer vil blive meldt ud snarest muligt, når AKKC i løbet af næste uge har haft de nødvendige drøftelser med de øvrige samarbejdspartnerne Avannaata Kommunia, KNAPK og Arctic Consensus, lyder det.

Fagmessen afvikles hvert andet år og tiltrækker både udstillere såvel som besøgende fra hele Grønland samt udlandet. I løbet af de tre dage, hvor PolarExpo / Fishing & Hunting løber af stablen, præsenteres det nyeste grej til fangst og nu også jagt.

Desuden byder næste års messe som altid på en række foredrag samt seminarer, der dykker ned i og opdaterer de mange besøgende på de nyeste metoder, regler og tendenser inden for de to fagområder.

Powered by Labrador CMS