Gå til hovedindhold

Ilulissat Isfjord: Havdyrs sammensætning undersøges

En forsker og en tekniker fra Grønlands Naturinstitut vil i starten af april undersøge, hvordan fisk og fangstdyr er blevet påvirket af klimaforandringerne.

Én ting er sikkert. Befolkningen i Grønland kan mærke klimaforandringerne i højere eller mindre grad. Det viser en undersøgelse, som forskerholdet bag Greenland Perspective Survey har lavet. Konklusionen i undersøgelsen er, at ni ud af ti grønlændere mener, at der er klimaforandringer. Otte ud af ti har personligt oplevet klimaforandringerne.

Men hvordan oplever havdyr, fisk, skaldyr og havplanter klimaforandringerne?

Det vil en forsker sammen med en tekniker fra Grønlands Naturinstitut undersøge.

- Vi kan alle mærke klimaforandringerne. Men vi ved ikke rigtig, hvordan vores levende ressourcer bliver påvirket af det. Det skal vi undersøge, men jeg er ret sikker på, at der er sket en ændring af sammensætning i fødekæden, fortæller Sascha Schiøtt, forsker, PhD studerende til Sermitsiaq.AG.

Lokal viden skal hjælpe

Hun skal sammen med en forskertekniker rejse nordpå for at undersøge ændringer af havdyrs adfærd.

Undersøgelsen skal baseres på lokal viden og opsamling af skaldyr og havplanter, fortæller Sascha Schiøtt. Hun håber på interesse fra lokale fangere og fiskere.

- Jeg vil gerne høre mere om, hvad de lokale fangere og fiskere har oplevet af ændringer i deres fangster. Dyr tilpasser sig til bestemte temperaturer, og derfor tror jeg, at der er sket ændringer af fangst, siger hun.

Sascha Schiøtt skal undersøge de levende ressourcer i Ilulissat Isfjord. Og det er ikke tilfældigt, at hun har valgt det område.

- Selvom der er global opvarmning, så er området i Ilulissat Isfjord blevet koldere på grund af indlandsisen der smelter hurtigere. Derfor vil vi se på, hvordan de levende ressourcer reagerer på det koldere hav, forklarer Sascha Schiøtt.

Disse dage vil de to være i Ilulissat og området:

  • Ilulissat: 29. marts – 3. april
  • Ilimanaq: 3. April – 6. april
  • Qasigiannguit: 6. april – 10. april

Især er Sascha Schiøtt interesseret i at vide mere om, hvilke dyr eller fisk, der dominerer mere i Ilulissat Isfjord, efter havets temperaturer er faldet.

Hun regner med at færdiggøre undersøgelsen i løbet af efteråret 2019.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER