Iluliaq Seafoods truet med tvangsopløsning

Erhvervsstyrelsen måtte true med afgifter og tvangsopløsning for at få Iluliaq Seafoods A/S, der er stiftet af Kim Høegh-Dam, til at indlevere årsrapporten for 2019.

Bestyrelsesformanden for Iluliaq Seafoods er i dag Kim Høegh-Dam, der også står som stifter af det underskudsgivende selskab.

På grund af coronapandemien fik alle aktieselskaber tre måneder ekstra til at indlevere deres årsrapporter til Erhvervsstyrelsen.

Det var åbenbart ikke nok for Kim Høegh-Dam og de øvrige ejere, der rettelig skulle have afleveret regnskabet for Iluliaq Seafoods A/S den 21. september 2020. Årsrapporten blev imidlertid først indleveret den 16. november to dage før, at selskabet overskred tidsfristen for at få tildelt afgifter.

Afgifter på mellemn 500 kr og 3.000 kr.

- Modtager vi årsrapporten efter den 18-11-2020, vil hvert medlem af virksomhedens øverste ledelse blive pålagt en afgift for overskridelse af indsendelsesfristen. Afgiftens størrelse vil være mellem kr. 500 og kr. 3000 pr. ledelsesmedlem afhængig af fristoverskridelsens længde, fremgår det af en skrivelse fra Erhvervsstyrelsen til selskabets daværende direktør Kim Madsen, der har en stribe konkurser og tvangsopløsninger på sit erhvervs-CV.

Sermitsiaq.AG har fået aktindsigt i det brev, som Erhvervsstyrelsen stilede til Kim Madsen allerede den 16. oktober.

Det fremgår desuden, at Iluliaq Seafoods ville blive tvangsopløst, hvis ikke årsrapporten var indleveret senest den 4. december.

- Hvis vi ikke har modtaget jeres årsrapport senest den 04-12-2020, vil vi uden yderligere varsel anmode skifteretten om at tvangsopløse virksomheden. Hvis I herefter ønsker genoptagelse, skal I betale afgifter for overskridelse af indsendelsesfristen, står der endvidere i rykkerskrivelsen til den daværende direktør Kim Madsen.

Negativ egenkapital

Da regnskabet blev offentliggjort viste det et rekordstort underskud og en negativ egenkapital på knap 14 millioner kroner – otte millioner kroner større end året før.

Læs også: Rædselsår for Høegh-Dam-selskab

Selskabets revisor måtte lave en revisionserklæring om, at den ordinære generalforsamling med godkendelse af 2019 årsrapporten ikke var afholdt rettidigt. Revisoren erklærede desuden, at der manglede ”bilagsdokumentation for væsentlige dele af selskabets afholdte omkostninger” og ”selskabezt har ikke afgivezt korrekt og rettidig A-skat.

Powered by Labrador CMS