Illorsuit forbliver lukket

Foreningen Illorsuarmiut i samarbejde med Lars-Emil Johansen arbejder stadig for, at bygden bliver genåbnet, og at det indbringende hellefiskefiskeri kan fortsætte.

Illorsuit forbliver lukket. Der er konkluderet, at der fortsat er høj risiko for alvorlige fjeldskred ved Karrat-fjorden.

– Jeg mener, at beslutningen om at lukke Illorsuit er en panikagtig handling fra Naalakkersuisut. Den er truffet på et forkert grundlag og er en alvorlig fejlbeslutning. Vi har ikke mistet materielle goder ved denne hændelse, men derimod er vores hjem og identitet blevet taget fra os.

Det siger 60-årige Pavia Zeeb til avisen Sermitsiaq.

Han der er fanger og fisker fra Illorsuit, som sammen med sin familie nu er bosat i Uummannaq efter evakueringen som følge af den dødbringende flodbølge for lidt over to år siden.

- Men bølgerne, der ramte Illorsuit, var ikke større end bølgerne fra et kælvet isbjerg, der tit opleves i bygden. Derfor er det en fuldstændig uacceptabel beslutning fra Naalakkersuisut, at vi ikke må genetablere bygden, siger Pavia Zeeb til avisen Sermitsiaq.

Han og omring 70 andre indbyggere fra Illorsuit har længe ønsket at vende tilbage til deres bygd, hvor det indbringende fiskeri efter hellefisk og gode fangstmuligheder har skabt et velfungerende lokalsamfund.

Aqqa Samuelsen (IA), der er medlem af Inatsisartut har stillet et paragraf 37-spørgsmål til Naalakkersuisut vedrørende screeningsundersøgelse af risiko for alvorlige fjeldskred og opsættelse af varslingsudstyr i den katastroferamte bygd Illorsuit ved Uummannaq.

Men svaret er en nedslående melding for de tidligere borgere
i Illorsuit.

Hårde fakta

Naalakkersuisut har i juni godkendt resultatet af en screeningsundersøgelse af risiko for alvorlige fjeldskred i Karrat Fjorden. Undersøgelsen viste, at der fortsat er meget høj risiko for alvorlige fjeldskred. Og Geus, der er en selvstændig og uafhængig forskningsog rådgivningsinstitution i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i Danmark, og som udfører undersøgelserne, har oplyst, at man ikke forventer konkluderende resultater før efter 2021.

Du kan læse mere om Illorsuit i avisen Sermitsiaq:

Powered by Labrador CMS