Gå til hovedindhold

Ildsjæl i kamp for sårbare børn

Med en rygsæk fyldt med kærlighed og overskud vil Nivé Heilmann hjælpe de stadig mange børn og unge, der udsættes for omsorgssvigt

Når 39-årige Nivé Heilmann inden længe påbegynder sit nye arbejde, er det med et ønske om at bruge sin egen, kærlige opdragelse til at hjælpe sårbare børn og unge videre mod en bedre tilværelse.

I Grønland er det et fortsat problem, at børn og unge fortsat udsættes for omsorgssvigt. 

Blandt andet har hvert tredje barn oplevet alkoholmisbrug i den nærmeste familie, viser de seneste tal fra Statens Institut for Folkesundhed, der i 2011 udgav rapporten 'Det Svære Ungdomsliv'.

Og det vil Nivé Heilmann være med til at ændre på.

Kærlig opvækst
Hun er selv opvokset i Grønland og beskriver sin opdragelse som ganske normal og meget kærlig. Det vil hun forsøge at give videre.

- Jeg kommer med en rygsæk fyldt med overskud og kærlighed og god opdragelse, og det driver mig til at give noget tilbage til det samfund, jeg er vokset op i.

- Min opvækst giver mig en forståelse for kulturen, og derfor handler det for mig om at bruge nogle af mine kræfter og overskud til at hjælpe mit land, lyder det fra Nivé Heilmann, der er født og opvokset i Nuuk.

Blå Kors
Det er hjælpeorganisationen Blå Kors, der har ansat Nivé Heilmann som børne- og ungekonsulent. Her skal hun bidrage til det sociale arbejde med landets børn og unge.

Derfor har hun siden begyndelsen af januar været i Danmark for at lære organisationen at kende. Den 29. februar går turen tilbage til hjemlandet, hvor hun skal forsøge at hjælpe søsterorganisationen Blå Kors Grønland.

Ligeværdige
- Jeg synes, at Blå Kors har en rigtig dejlig måde at møde andre mennesker på, hvor man fokuserer på at være ligeværdige. Man befinder sig i forskellige livssituationer, men vi er lige meget værd. Det, synes jeg, er enormt fascinerende.

- Det er befriende at gå ind et sted, hvor man ikke bliver mødt af navneskilte. Det er helt vildt dejligt, og det er helt sikkert noget, som jeg vil tage med til Grønland og håbe, at jeg kan give videre til lokalafdelingerne, siger Nivé Heilmann.

Seks byer
I alt skal hun hjælpe til i seks byer. Og selv om det kan lyde som et stort projekt at gøre ene kvinde, så føler hun, at hendes indsats kan rykke noget.

- Ja, det føler jeg. For jeg skal støbe kugler sammen med Blå Kors Grønland, og det er jo foreningens medlemmer, der skal ud og møde beboerne i de medvirkende byer. Så jeg føler mig ikke alene, lyder det fra Nivé Heilmann.

Folkeskolelærer
Nivé Heilmann er uddannet folkeskolelærer og har tidligere været ved foreningen MIBB, Bedre Børneliv, der arbejder for at forbedre børns vilkår.

Blevet bedre
Hun er bosat i Nuuk og selv om hun føler, at der stadig kan gøres meget for landets børn og unge, så anerkender hun, at det er blevet bedre.

- Vi har været klar over problemerne, men har ikke været særlig gode til at italesætte dem. De sidste knap 10 år er man dog blevet mere opmærksom på de sociale problemer, vi har, og der er kommet fokus på vores udfordringer, siger hun.

Børneår
Grønland fik i 2012 en børnetalsmand, og 2016 er blevet udråbt til børneår, hvor der bliver sat yderligere fokus på børns trivsel i landet. 

Læs: Blå Kors skal hjælpe børn fra misbrugsfamilier

/ritzau/

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER