Icelandair lander underskud på 700 mio.

Det islandske luftfartsselskab Icelandair kæmper med at få en redningsplan på plads. Det sker samtidig med, at selskabet i 2. kvartal vil komme ud med et driftsunderskud på cirka 700 millioner kroner.

Onsdag valgte selskabet at udsende en børsmeddelelse forud for, at man allerede på mandag skal aflægge regnskab for 2. kvartal.

Forventningen til omsætningen er 385 millioner kroner, hvilket er en nedgang på 85 procent i forhold til samme periode i 2019 ifølge flymagasinet check-in.dk.

Icelandair håber at kunne præsentere en redningsplan inden udgangen af juli, men man afventer en aftale med de kabineansatte medarbejdere, der allerede en gang har vraget en forhandlingsløsning.

Urafstemning

En urafstemning blandt de kabineansatte slutter på mandag.

Hvis medarbejderne accepterer aftalen er det planen, at Icelandair vil gennemføre en aktieemission.

Powered by Labrador CMS