Gå til hovedindhold

ICC: Vi vil kæmpe for mere indflydelse

ICC er klar til at støtte naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger (S) i at få mere indflydelse og bestemmelsesret i Arktisk Råd og andre arktiske fora.

I en artikel i den tidligere udgave af avisen AG, er Ane Lone Bagger citeret for at kæmpe for mere indflydelse til Grønland i det Arktiske fora. Det står nemlig i den udenrigspolitiske redegørelse, at det er de danske politikere og embedsmænd, der tegner fællesskabets arktiske politik.

- Dette faktum er udtryk for et demokratisk underskud inden for riget, et problem som bør italesættes de kommende år, skrev Ane Lone Bagger i den udenrigspolitiske redegørelse.

LÆS OGSÅ: Bagger: Vi skal sidde med ved bordet i Arktisk Råd

Denne udmelding bakkes op af ICC Grønlands formand, Hjalmar Dahl. ICC har stor erfaring med at begå sig i arkiske fora og andre internationale fora, der arbejder med det oprindelige folks rettigheder.

- Ved flere lejligheder har jeg erfaret, at den danske konstruktion i Arktisk Råd har underkendt grønlandske, muligvis også færøske, ønsker. Rigsfællesskabet består på papiret af tre ligeværdige partnere, men i realiteten findes denne ligeværdighed ikke, skriver ICC Grønlands formand, Hjalmar Dahl i en pressemeddelelse.

ICC Grønland støtter

Hjalmar Dahl ser gerne, at Grønland får mere indflydelse og bestemmelsesret i det arktiske arbejde, og støtter Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger (S.

- Derfor finder ICC Grønland det meget rimeligt, og vil gerne støtte Naalakkersuisut i, at Danmark indgår i forhandlinger med Grønland og Færøerne om en ændring af kongerigets repræsentation i Arktisk Råd og andre arktiske fora, lyder det fra Hjalmar Dahl.

- Hidtil har kongerigets SAO (officielle repræsentant i Arktisk Råd, red) været etnisk dansker, og det er vel sagtens det som Bagger gerne ser ændret i kraft af, at kongerigets deltagelse i Arktisk Råd i virkeligheden er Grønland, skriver Hjalmar Dahl og uddyber, at rigsfællesskabets repræsentation i Arktisk Råd i dag hedder ”Kingdom of Denmark”.

- Som ICC Grønlands præsident vil jeg gerne udtrykke, at vores organisation altid har haft et godt samarbejde med alle parter i kongerigets forskellige delegationer. Dog skal det tilføjes, at på trods af danskernes mere erfarne diplomatiske snilde, medfører turnusordningerne, at de fleste danske diplomater ikke har indgående kendskab til de grønlandske realiteter og dermed også ønsker, underastreger han.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER