ICC søger øget støtte fra Danmark
En ekstra halv million kroner skal bruges til at informere befolkningen om FN’s verdensmål og arbejdet med Kongerigets nye arktiske strategi.
ICC Grønland har søgt Udenrigsministeriet i Danmark om en ekstra halv million kroner i støtte i 2021. Dermed kommer organisationens samlede ansøgning om støtte fra ministeriet op på 1,5 millioner kroner.
Præsident i ICC Grønland Hjalmar Dahl oplyser til Sermitsiaq.AG, at forhøjelsen af ansøgningen skal gå til at informere befolkningen om FN’s verdensmål og arbejdet med Kongerigets nye arktiske strategi.
Hjalmar Dahl afviser, at ansøgningen direkte har noget at gøre med de besparelser, der ellers truer organisationen. Fra næste år har ICC Grønland nemlig udsigt til at få halveret tilskuddet, som organisationen modtager via finansloven her i Grønland.
Skal søge penge andre steder
- Ansøgningen til Udenrigsministeriet har ikke noget at gøre med besparelser af tilskud til ICC Grønland. Vi har i mange år modtaget tilskud til vores internationale arbejde, såsom deltagelse i FN-processer angående oprindelige folks rettigheder samt deltagelse som permanente deltagere i Arktisk Råd, oplyser Hjalmar Dahl til Sermitsiaq.AG.
I 2020 har ICC Grønland fået tre millioner kroner via finansloven. I 2021 bliver tilskuddet sat ned til halvanden million kroner. Besparelsen blev vedtaget i forbindelse med finanslovsforhandlingerne sidste år, og begrundelsen var, at der skulle skabes balance på finansloven.
Derudover var det hensigten, at ICC Grønland i højere grad skal søge om bevillinger ”gennem tildeling af projektmidler fra private, statslige og multilaterale donorer”, hedder det i finansloven.
Skal fyre medarbejdere
ICC Grønland har dog ikke formået at få en tilsvarende støtte fra andre organisationer eller stater:
- Vi søger kontinuerligt, men ingen giver tilskud til drift af blandt andet kontor og lønninger, lyder det fra Hjalmar Dahl.
Og derfor vil den store beskæring ifølge Hjalmar Dahl stække organisationen, og Grønland vil få svært ved at varetage formandskabet i ICC International fra 2022 til 2026:
- Endvidere vil nedskæringen ramme Grønlands deltagelse i Inuit-samarbejdet generelt gennem ICC Grønland, som nu har været i udvikling siden 1980.
- Rent administrativt skal jeg fyre en og måske to medarbejdere og helt afslutte den helt nødvendige eksterne rådgivning. Informationsrejser vil også nærmest blive udryddet, udtaler Hjalmar Dahl.