IA: Siumut meler sin egen kage i Forfatningskommissionen
IA’s hovedbestyrelse sender en skarp kritik af Siumuts rolle i Forfatningskommissionen. Det sker godt en uge efter, at formanden, Doris J. Jensen, efter godt tre måneders arbejde har trukket sig som formand.
Der er igen skabt uro og usikkerhed om Forfatningskommissionens arbejde, efter at den Siumut-udpegede formand, Doris J. Jensen, har trukket sig fra arbejdet. Det mener Inuit Ataqatigiits hovedbestyrelse.
Der er endnu ikke fundet nogen afløser til formandsposten, som Siumut skal udpege ifølge kommissioriet for kommissionens arbejde.
Kommission i modvind
I en pressemeddelelse, udsendt lørdag eftermiddag af IA’s hovedbestyrelse, langer man ud imod såvel Siumut som Naalakkersuisut.
- Forfatningskommissionen er i modvind, konstaterer IA og mener, at det skyldes, at Siumut ikke har handlet i tide vedrørende opgaverne og sammensætning, hvilket ”er gået ud over en nøje og gennemtænkt kommissionen”.
- Det med at benytter kommissionen for at fremme sine egne politiske ambitioner og som et kampplads, uden at skele til sagens vigtighed viser, at man har misforstået sagen, for det er uacceptabelt, at man meler sin egen kage, lyder det fra IA-hovedbestyrelsen med slet skjult hentydning til den tidligere formands afskedssalut om, at formandsposten burde være en fuldtidsstilling.
Siumut skal tage ansvar
- Hvis kommissionen skal fortsætte, må Siumut tage ansvar og fremkomme med en klar udmelding om sin rolle i kommissionen. Dertil må Naalakkersuisut, der har fået bemyndigelse fra Inatsisartut om at oprette kommissionen, tage ansvar. Med ansvar skal forstås, at Naalakkersuisut som er kommissionens overordnede, skal være med til at skabe gode rammer samt en tillidsvækkende kommission, skriver IA og oplyser, at partiet til enhver tid er parat til at drøfte kommissionen med Siumut.
Formanden for Siumut Kim Kielsen fastslog forleden på et pressemøde, at Forfatningskommissionen ikke var ”nedprioriteret”, såsom Doris J. Jensen proklamerede i forbindelse med sin beslutning om at stoppe som formand.
Tolkning
IA mener, at Siumut mangler at melde ud om Forfatningskommissionen, hvilket IA tolker på en måde, ”at Siumut ikke er enige i at kommissionen skal fortsætte sit arbejde”.
- Hvis kommissionen skal fortsætte og have troværdighed, så foreslår vi, at man ændrer Forfatningskommissionens opgave og sammensætning, sådan at kommissionens medlemmer skal bestå af faglig kompetente indenfor området og ikke folkevalgte politikere, dermed skabe legitimitet for kommissionens virke, skriver IA og gentager hermed sin holdning til sammensætningen.
Demokraternes kovending
Da koalitionen fremlagde sit finanslovsforslag fremgik det, at de politisk valgte skulle have vederlag. Her måtte Vittus Qujaukitsoq imidlertid trække forslaget tilbage, da Demokraterne pludselig under en debat trak støtten til forslaget på trods af, at den fungerende formand Nivi Olsen via sit sæde i formandsskabet i Forfatningskommissionen havde været med til at sende indstillingen om vederlag til Naalakkersuisut.
Samarbejdspartiet har trukket sig fra kommissionens arbejde og Atassut har tilkendegivet, at man allerhelst ser, at kommissionen får dødsstøddet.