Her er IA´s nye borgmesterkandidat

Efter en længere periode med en række problematiske sager i Kommuneqarfik Sermersooq valgte borgmester Charlotte Ludvigsen at trække sig fredag. Tirsdag præsenterer IA deres nye kandidat til posten.

Ifølge flere kilder bliver det Avaaraq S. Olsen, der skal overtage borgmesterkæden i Kommuneqarfik Sermersooq.
Offentliggjort

Tirsdag løftes sløret for, hvem der skal være ny borgmester i hovedstadskommunen. Ifølge Sermitsiaq.AG´s oplysninger bliver det Avaaraq S. Olsen, der skal overtage efter Charlotte Ludvigsen.

Hvis hun godkendes i dag, bliver det en sydgrønlænder, der får til opgave at rydde op i den perlerække af skandalesager, der efterhånden er kommet frem i Kommuneqarfik Sermersooq, siden Tilsynsrådet stillede spørgsmålstegn ved kommunens metode til leje og genudlejning af boliger tilbage i 2019.

En sag der sidenhen har kostet den tidligere borgmester Asii Chemnitz Narup posten som naalakkersuisoq, da hun valgt at trække sig på grund af sin rolle i boligsagen.

Sagen har udviklet sig og afsløret flere forskellige tvivlsomme sager om kommunens administration, NCD og lån, som er optaget uden kommunalbestyrelsens godkendelse, hvilket nu altså også er endt med, at Charlotte Ludvigsen er gået af som borgmester.

Fra Sydgrønland

Avaaraq S. Olsen er ifølge sin Facebookprofil født i 1984 og er fra Narsaq. Hun dimiterede fra Institut for læring ved Ilimarfik i 2018.

Hun fik 241 stemmer ved sidste kommunal valg og altså fjerde flest af IA´s kommunalbestyrelsesmedlemmer efter Juaaka Lyberth, Uju Petersen og den afgående borgmester Charlotte Ludvigsen.

Hun er formand for Udvalg for Børn og Familie og medlem af Udvalg for Velfærd og Arbejdsmarked.

Hun har tidligere siddet i kommunalbestyrelsen i Kujalleq fra 2013, hvor hun fik næstflest stemmer af IA´s kandidater.

Avaaraq Olsen har også været aktiv medlem og formand for IA ungdom og har siddet IA’s hovedbestyrelse.

Se med når kommunalbestyrelsen holder møde fra klokken 12.00:

Powered by Labrador CMS