IA: Overraskende melding fra Kujalleq-borgmester

IA’s stemmesluger i Kommune Kujalleq, Stine Egede, undrer sig over, at kommunens borgmester har en ti års plan på socialområdet klar lige på falderebet af valgperioden.

Der skal en ny tilgang og bedre planlægning til for at løfte socialområdet i Kommune Kujalleq. Det mener Stine Egede (IA), der nu melder sig på banen i kommunalvalget i landets sydligste kommune. Hun lægger heller ikke skjul på, at hun er klar til at overtage posten som borgmester, hvis vælgerne og baglandet støtter hende.

- Hvorfor er socialområdet pludselig blevet ”interessant”, spørger hun retorisk. Jeg er forundret over udmeldingen kommer lige her op til valget, idet der i de sidste fire år ingen synlige planer har været for området, lyder det fra Stine Egede i en pressemeddelelse.

Planer fremfor brandslukning

Over for Sermitsiaq.AG uddyber hun, at hun mener, der er behov for nytænkning for at klare de mange sociale udfordringer, kommunen har.

- For lidt planlægning har betydet, at man bare har spyttet flere penge i socialområdet uden nogen nytte, siger hun og hentyder til ekstrabevillinger på området. Det er at praktisere brandslukning, i stedet for at fokusere på langsigtige løsninger, siger hun og hentyder til de ekstrabevillinger, der hvert år overstiger fem millioner kroner.

Hun ønsker dog ikke at løfte sløret for sine egne ideer på løsninger, før hun har snakket med sit bagland.

Kiista: Vi har gjort meget

Borgmester i kommunen, Kiista P. Isaksen erkender, at der har været udfordringer på socialområdet. Kommunen har været udfordret med at ansætte blandt andet sagsbehandlere. Hun nævner flere tiltag, som har løftet socialområdet de seneste fire år.

- Vi har blandt andet etableret et børnehjem i vores kommune, så de børn, der skal anbringes udenfor hjemmet ikke sendes til andre kommuner i landet. Det baner vejen for bedre trivsel for børnene, siger borgmesteren.

- Vi arbejder med vores målsætninger som grundlag. Og vores forvaltning arbejder på baggrund af godkendte budgetter. Når der opstår behov om flere midler, behandles sagerne i både økonomiudvalget og af kommunalbstyerelsen. Vi har selvfølgelig givet ekstrabevillinger ved behov, siger Kiista P. Isaksen og takker samtlige udvalgsmedlemmer for godt samarbejde.

Hun understreger, at Siumut ved kommunalvalget i 2017 ikke har udelukket nogen partier i forhold til samarbejde, men at flere partier selv har meldt sig ud af forhandlingerne.

Der er plads til ønsker

Borgmesteren forklarer, at kommunen har måttet tage tilløb for at få de økonomiske hjul startet efter sidste kommunalvalg. Og nu, da affolkningen er stoppet og udviklingen vendt, og flere anlægsopgaver startet, giver den forbedrede økonomi mulighed for realisering af ønsker:

- Nu går økonomien bedre. Derfor tror jeg fuldt ud på, at vi også kan have råd til at realisere ønsker som kulturhus, multihal og visitorcentre, siger Kiista P. Isaksen (S) til Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS